Gynækologisk undersøgelse?

brevkassespørgsmål

Gynækologisk undersøgelse?

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej brevkasse. Jeg skal til lægen om om 2 uger hvor jeg skal have lavet en gynækologisk undersøgelse. Er meget nervøs for det. Hvad sker der til en gynækologisk undersøgelse og hvad gør lægen. Gør det ondt at få undersøgelsen? Har det rigtig dårligt med det.

Svar: 

Hej med dig!

Det er rigtig fint, at du skriver ind til os, for jo mere man ved om hvad der skal ske, jo bedre går det.

En gynækologisk undersøgelse hedder også en underlivsundersøgelse. De fleste kvinder vil på et eller andre tidspunkt i deres liv få lavet en gynækologisk undersøgelse. For de fleste er det grænseoverskridende, specielt den første gang. Det er helt normalt at være lidt nervøs.

Den gynækologiske undersøgelse går ud på at undersøge underlivet. Det foregår som regel ved, at du ligger i gynækologisk leje, dvs man ligger på ryggen eller sidder lidt op med benene oppe i stigbøjler. Forinden tager du bukser og trusser af. Lægen vil starte med at kigge og føle på dine ydre kønsorganer (dvs dem man kan se fra skridtet). Han/hun lægger mærke til om der er forandringer omkring kønslæberne og de tre åbninger (urinrøret, skedeåbningen og endetarmen). Det tager somregel kun få sekunder. Derefter består undersøgelsen af 2 dele: 1. lægen kigger op i skeden med et spekel. 2. Lægen mærker med 1 eller 2 fingre op i skeden.

Når lægen kigger op i skeden bruger han/hun et spekel. Det kan være af metal. Nogle læger bruger et af plastik. De findes i forskellige størrelser, og lægen vælger det, der passer lige netop til dig. Når spekelet ligger oppe i din skede kan lægen ser om slimhinden i skeden ser normal ud. Lægen kigger også op på livmodermunden. Han/hun kan tage slim- og celleprøver derfra. Derefter tager lægen spekelet ud igen. Han/hun vil nu føle med 1 eller 2 fingre i din skede med den ene hånd mens den anden hånd trykker på maven udefra. På den måde kan lægen mærke din livmoder og få en fornemmelse af om dens størrelse og hvordan den er lejret. Lægen vil også prøve at mærke dine æggestokke, som ligger ud til siderne. Når lægen mærker på dig, vil han/hun spørge om der er noget der gør ondt.

Begge delundersøgelse varer kort, somregel ganske få minutter. Prøv at gøre dig så tung bagtil som muligt under selve undersøgelsen, på den måde kan du slappe så godt af i din bækkenmuskulatur som muligt. Slapper man godt af, plejer en gynækologisk undersøgelse ikke at gøre ondt, men du vil selvfølgelig godt kunne mærke, at der er noget der "fylder" dernede.

Jeg synes, at du skal sige til lægen, at det er første gang, at du skal have lavet en gynækologisk undersøgelse. Mange kvinder synes, det er rart at se de instrumenter der bruges. Oftest vil kvinden også synes, at det er rart, at lægen taler under selve undersøgelsen.

Du kan evt tage en veninde/mor/søster med. Hun kan evt holde dig i hånden, hvis du har brug for det. Hvis det ikke er muligt, kan det være at der er en sygeplejerske i lægehuset, det kan være, at hun kan være med.

Jeg er sikker på, at det nok skal gå helt fint!

Mange hilsner

Kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program