Gravid?

brevkassespørgsmål

Gravid?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Hej. Jeg startede med at få menstruation i en alder af 15 år. Da jeg fik min menstruation var den meget uregelmæssig, og kunne komme på meget forskellige tidspunkter. For omkring 2 år siden tabte jeg mig ca. 8 kg., og det betød, at min menstruation holdt op med at komme. Jeg har nu ikke haft menstruation siden, og jeg er alligevel 18 år gammel. Jeg er ikke selv klar over årsagen til, at jeg ikke har min menstruation, og jeg har været til læge med det. Jeg har fået taget blodprøver, men der er ikke tegn på, at jeg mangler noget i forhold til mine hormoner. Jeg har været så dum (og ja, dum!) at være sammen med en fyr nogle gange uden beskyttelse. Vi tænkte lidt begge to, at der jo ikke rigtig kunne ske noget, når jeg alligevel ikke menstruerer, og ikke har gjort det så langt tid. Vi var sammen flere gange uden beskyttelse i perioden fra mandag d. 4- torsdag d.7 feb. Her i nat (d. 10 feb) har jeg så fået tegn på blødninger. Jeg vågnede i nat og havde lidt brunt/mørkerødt udflåd. Jeg er ret bekymret for, hvad det lige signalerer? Jeg har som sagt ikke haft min menstruation i over 2 år. Er det så normalt, at den bare lige pludselig kommer? Eller kan det være tegn på, at jeg er blevet gravid? (selvom jeg egentlig ikke har haft mulighed for ægløsning). Hmm.. Jeg håber I kan besvare mine spørgsmål tidligst muligt. På forhånd tak.

Svar: 

Hej med dig.

Det er godt, du skriver herind, når der er noget, du er i tvivl om.

Ja, du kan godt være blevet gravid. Man kan nemlig godt have ægløsning selvom man ikke får sin menstruation. Det er der mange, der ikke er klar over.

Jeg synes, du skal tage til din læge og få undersøgt, om du er gravid. Det kan gøres ved en tisseprøve. Du kan også have fået en kønssygdom, når du har haft ubeskyttet samleje, og det kan din læge også undersøge dig for.

Mange hilsner Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program