Gratis brystoperation?

brevkassespørgsmål

Gratis brystoperation?

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Hej!

Jeg er en pige på 20 år, som er rigtig ked af og træt af mine store bryster. Jeg er 158 cm høj, vejer 47 kg og bruger D-skål.

De er rigtig ømme det meste af tiden, men især helt sindssygt ømme og meget hævede (altså endnu større) omkring menstruation, og hvis jeg har drukket alkohol eller spist bare en smule olie-/fedtholdig mad. Der skal ikke mere end et stykke brød med smør eller nogle mandler til - fedtet går direkte i brysterne og gør dem som sagt endnu mere hævede og ømme. Jeg holder mig derfor til meget fedtfattig mad. I perioder hvor jeg taber mig lidt, bliver de en smule mindre (og meget mindre faste...), men det varer ikke længe, før de er hævet op igen. Da mit BMI er 18,8, føler jeg heller ikke, jeg skal tabe mig mere (især ikke, når en stor del af min vægt sidder i forpartiet). 

Størrelsen på dem kom ret hurtigt, efter jeg for et par år siden kom over en mindre spiseforstyrrelse, og de er derfor fyldt med strækmærker - og dem kommer der kun flere af, hver gang de hæver op.

Udover alle ovenstående ubehag er jeg træt af, at de er i vejen, at de ikke er pæne, at jeg ikke føler, jeg kan bevæge mig og træne, som jeg kunne engang osv. De er til stor gene for mig, og mit spørgsmål er derfor, om I tror, jeg kan få dem opereret gratis? Det bedste ville nok være, at gå til min læge og spørge, men hvis I med det samme kan fortælle mig, at det slet ikke er sandsynligt, vil jeg gerne spare mig selv for det besøg :-)

Det skal siges, at min kæreste og jeg har en plan om børn om max 5 år (og han vil gerne have tre i alt). Ville det være dumt at få dem opereret inden? Jeg er bare træt af at spilde mine unge, smukke dage på at være irriteret over det her. 

 

Kh. 

Svar: 

 

Kære dig

 

Tak for dit spørgsmål til brevkassen, hvor du ærligt beskriver dine tanker og følelser i forhold til dine bryster. Det gør mig trist at høre, hvor ked du er af dine bryster. Du skal på ingen måde, som du skriver ”spilde dine unge smukke dage” på at være irriteret over dine bryster - du skal lære at acceptere dem, som de er.  Du er helt unik og enestående som du er.

 

Det er vigtigt at understrege at dit BMI ligger i den lave ende af normalområdet, hvorfor du helt rigtigt ikke skal tabe dig i vægt. Det er helt normalt, at bryster i løbet af kvindens cyklus ændrer sig lidt i størrelse og bliver ømme op til menstruationen. Det helt samme er gældende for kvinder med mindre bryster, hvorfor brystreduktion ikke ændrer denne parameter, da det skyldes hormonel påvirkning af kirtelvævet. Du beskriver besvær med at træne grundet din barm - det kan jeg godt forstå er en stor gene. Jeg vil anbefale dig at du i en god undertøjsbutik, hvor du kan få den rigtige vejledning og hjælp til at finde en BH el sports-BH, som passer netop til dig – det kan gøre en stor forskel.

 

Jeg underkender ikke de gener, som du oplever relateret til dine bryster, men det er vigtigt at understrege, at der er risici ved al kirurgi. Man bør tænke sig grundigt om inden man lægger sig under kniven. Det er ikke altid af resultatet bliver som ønsket. Man risikerer asymmetri - forskellig størrelse af brysterne og brystvorternes placering. Man kan få nedsat følelse i brystvorterne, som kan blive permanent, hvilket sker i 15-20% af alle brystreduktioner.  Desuden er der som ved al anden kirurgi risiko for efterfølgende infektion. Efter en brystreducerende operation risikerer man at miste evnen til at amme. Derfor anbefaler man at udskyde en eventuel brystdeducerende operation til efter fødsel og amning.

 

Det er nogle tilfælde muligt at få betalt brystreducerende operationer af det offentlige sundhedsvæsen. Det kræver dog, at man opfylder kriterierne for brystreduktion på medicinsk grundlag. Så vidt jeg er orienteret kan operation via sygesikringen komme på tale, hvis man er plaget af udtalte fysiske smerter i ryg, nakke og skuldre, som lægen vurderer skyldes eller i væsentlig grad forværres af brysternes størrelse. Du nævner i brevet ikke noget om sådanne smerteproblematikker, hvorfor jeg ikke tror du opfylder kriterierne for en brystreduktion på medicinsk grundlag.

 

Jeg fornemmer at det fylder meget for dig, hvorfor jeg bestemt synes det er en god idé at tale med din egen læge om det.

 

De kærligste tanker til dig.

Linda

 

 

 

Lindas billede
Linda har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program