Gluten- og laktose intolerans

brevkassespørgsmål

Gluten- og laktose intolerans

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus,

Jeg har været vegetar længe, fordi jeg altid havde meget ondt i maven efter jeg havde spise kød (troede jeg), men mavesmerterne fortsatte og blev meget værre, da jeg begyndte at spise flere mejeriprodukter. Det stoppede jeg med for cirka fire måneder siden, og så stoppede mavesmerterne. Så jeg troede at jeg var laktose intolerent. Min mor siger, at det er noget sludder, hvilket er virkelig træls, fordi det virkelig gør ondt og jeg får det virkelig dårligt. Jeg læste artikler på nettet, og fandt noget om glutenallergi, og at det kunne hænge sammen med laktoseallergi. Så jeg droppede al gluten (hvilket har været virkelig besværligt!!), og nu har jeg ikke længere smerter overhovedet, og min voldsomme hovedpine (migræne) er også væk. Kunne det tyde på gluten og laktose allergi? Og sig ikke at jeg skal tage til lægen, for jeg har fobi over for nåle, det kan jeg bare slet ikke, og jeg VED at der skal tages blodprøve, hvis jeg går til lægen.

KH. Mig

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Laktoseintolerent og glutenallergi - om måske endda samtidig. Det er forvirrende.

Jeg starter med glutenallergien eller cøliaki, som det hedder. Det er den mest omfattende, af de to tilstande. Når man har cøliaki, så er det fordi tarmens immunsystem ikke reagerer rigtigt, når man spiser gluten. Langt de fleste, faktisk omkring 75 % af patienter med glutenallergi, de mærker slet ikke noget til det. Så opdager man det måske aldrig, eller først sent i forbindelse med noget helt andet. Dem, som får symptomer på deres glutenallergi, de mærker alverdens forskellige symptomer, også nogle af dem du beskriver, men det er langt fra typisk. For at finde ud af om man har glutenallergi, skal have have taget en blodprøve og nogen gange skal man også have lavet en kiggertundersøgelse ned gennem munden.

Laktoseintolerans skyldes at der er et enzym, som skal hjælpe med at dele mælkeprodukterne op i små dele, som mangler. Det giver typisk de symptomer, som du beskriver. Det kommer mellem et kvarter til 5-6 timer efter man har spist mad med laktose i. Det kan være forskelligt hvor meget af enzymet man mangler. Derfor er det også meget forskelligt hvad man mærker. Nogen får mange symptomer efter kun et halvt glas mælk, mens andre kan spise noget mere. Man kan lave forskellige prøver for at finde ud af om man har laktoseintolerans, men langt oftest så prøver man at spise laktosefri kost i et par uger. Og når du nu har oplevet, at symptomerne blev bedre, så regner man med at det er det. Så gør man ofte ikke mere. Når du har spist laktosefri kost i en længere periode, så kan du prøve at putte lidt laktose ind i den mad igen. Så kan du langsomt starte op indtil du igen mærker symptomerne. Så ved du hvor meget du kan tåle. De fleste kan sagtens tåle lidt laktose i maden selvom de er laktoseintolerente.

De to ting kan også hænge sammen. Det er hvis man har glutenallergi i lang tid og ikke gør noget ved det. Så kan man få laktoseintolerans oveni. Men det går væk når man stopper med at spise gluten.

Det mest sandsynlige er altså, at du har laktoseintolerans. Så jeg ville starte med at droppe alt laktoseholdigt kost i noget tid. Og spise gluten, helt som du plejer. Så se hvordan det går. Hvis det ikke bliver bedre, så må du nok et smut ned til din læge. Som du kan høre, så kan det godt være at der skal en blodprøve til, men prøv først med maden og så snak med din læge om det. I kan sagtens prøve forskellige ting med din mad inden I tager blodprøver og større undersøgelser.

Til sidst, så vil jeg sige, at du ikke skal spise vegetarisk, hvis det er fordi du er bange for at kødet gør dig syg. Der er stor forskel på ko, gris, kylling, fisk og så videre. Kød indeholder også en masse gode ting, som din krop har brug for. Specielt i din alder, hvor den har brug for byggesten - både til hjernen og til hormoner. Så lidt kød i din mad, det vil være godt for dig.

Håber det var svar på dit spørgsmål.

Mange hilsner fra Line 

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program