Fnat?!

brevkassespørgsmål

Fnat?!

brevkassespørgsmål af
Laura
15 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Hej cyberhus

jeg er så uheldig at gå på en efterskole med eventuel fnat epidemi og grundet kraftig kløe og pletter tror jeg jeg fik det.

Jeg har nu påført creme for første gang og vil høre om det er meget vigtigt at man vasker det af igen? For det glemte jeg altså og det klør næsten VÆRRE end før, har cremen en kløende effekt?

og kan jeg være smittet igen, hvis jeg er kommet til at tage tøj på, som jeg havde på lige før behandlingen? Hvordan er det lige det er med vaskning af sengetøj og tøj?

burde jeg gennemgå behandling nummer 1 igen?

 

Svar: 

Hej med dig.

Det var da virkelig træls, og ubehageligt.

Jeg vil prøve at skrive lidt generelt om fnat, og selvfølgelig også svare på dine spørgsmål.

Fnat hedder også scabies, og er en sygdom, hvor en mide trænger ind gennem huden og lægger æg. Kroppen reagerer på dette ved, at det begynder at klø kraftigt, og man kan få pletter/små sår i det område der er ramt. Man smitter ved nærkontrakt med nogen der har fnat, og sjældnere gennem tøj. 

Da behandlingen er omfattende, er det vigtigt at man er sikker på en person har fnat, før man begynder at behandle det. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at behandle alle der har haft nærkontakt med en person med fnat for at få udryddet miden.

Hvis man har fået kontstateret fnat, skal man behandles med creme der en gift for miden. Jeg er ikke ekspert i behandling af fnat, men jeg har læst på det, og her er det jeg fandt:

Cremen der feks. hedder Nix indeholder Permetrhin. Cremen skal smøres på efter et bad hvor huden har haft tid til at blive afkølet. Du skal smøre det på hele kroppen ind, helt fra kæben og ned, både i navle, hænder, skridtet, balder og mellem balderne. Overalt, og det er vigtigt at cremen gnides godt ind i huden. Èn tube, rækker til behandling af én voksen. Cremen skal derefter blive siddende i 8-12 timer, og skal så vaskes af i almindeligt bad med sæbe. Man skal tage rent tøj på bagefter. Man kan feks. gøre det om aftenen, sove i rent sengetøj, og så tage et bad dagen efter, og tage rent tøj på bagefter. Det er vigtigt, at det tøj der kan være smitte i vaskes ved 60 grader, og hvis tøjet ikke kan tåle det, så skal det i fryseren i mindst 24 timer. Miden vil dø i fryseren og ved vask, men den vil også dø hvis den ikke er i en krop i 3-4 døgn. Det er vigtigst at ens sengetøj bliver vasket, og det der ikke kan vaskes skal luftes.

Kløen kan godt blive ved i flere uger efter behandlingen, man kan her, få noget salve til at lindre det. Hvis behandlingen ikke har haft effekt, kan man godt behandle igen, men først efter 1 uge.

Umiddelbart lyder det til, at behandlingen ikke er blevet gennemført helt som den skal. Nu ved jeg ikke hvordan det ser ud hos dig, og om du har været ved lægen eller ej, men jeg vil foreslå, at du ringer til lægen, og spørger hun eller ham til råds. Det lyder ikke helt til, at du har fået alt den viden og rådgivning du har brug for, så ring endelig til lægen og spørg. Hvis du virkelig har fnat, er det meget vigtigt, at du får vasket/frosset alt det tøj du ahr haft på mens du har været smittet, for ellers kan miden jo sidde i tøjet, og springe på dig igen lige når du er blevet behandlet. 

Jeg håber du kunne bruge mit svar. Det er en ordenlig omgang med det fnat, håber i kommer af med det.

Hilsen Lea

Leas billede
Lea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program