Farlige slankepiller

brevkassespørgsmål

Farlige slankepiller

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 13 år 10 måneder siden

Hejsa :) Jeg sidder lige her i de sene nattetimer og er blevet en smule nervøs. Før idag bestilte jeg nogle slankepiller fra en hjemmeside! Stacker 4... De skulle give energi så man kunne træne mere og samtidig virke appetitdæmpende. Jeg tænkte dette var helt perfekt fordi jeg lige har 5 kg. jeg gerne vil smide :) Men nu er jeg så faldet over noget inde på fødevarestyrelsen's hjemmeside som har skræmt mig en smule, de skriver: "Flere af de nævnte produkter indeholder en kombination af stofferne synefrin og koffein. Produkterne er både ulovlige og farlige. Fødevarestyrelsen har gentagne gange udsendt advarsler om produkter, der indeholder en kombination af stofferne synefrin og koffein. Produkterne kan give hjerte-kar-lidelser, knogleskørhed og påvirke centralnervesystemet. Flere af de nævnte produkter har indhold af planten Tribulus terrestris, der også er sundhedsskadelig." Stacker 4 produktet var blandt de produkter fødevarestyrelsen advarede imod, selv den hjemmeside jeg købte dem på advarede de imod grundet de sælger ulovlige piller sådan helt generelt. Dette var lige optakten til mit spørgsmål:) Jeg skal opereres i mine hofter i April måned, fuld narkose osv. en mere eller mindre stor operation. Nu hvor jeg skal til at begynde på disse slankepiller, og har læst de er farlige? - Er dette noget jeg skal informere lægen som skal operere mig om? Eller er det mere eller mindre ligegyldigt og vil ikke have betydning for operationen? Kærligst Anja :)

Svar: 

Kære Anja.

Det er godt du skriver herind, når du bliver i tvivl og bekymret. Jeg vil godt give dig et skulderklap for at have undersøgt indholdet i slankepillerne inden du tager dem - det viser at du er ansvarlig!

Jeg synes, det er meget vigtigt, at du retter dig efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger; der er trods alt en rigtig god grund til at de sender sådanne anbefalinger ud til befolkningen. Jeg synes, du skal tænke dig rigtig godt om en ekstra gang og lade være med at tage de farlige slankepiller.

Hvis du gerne vil tabe dig, synes jeg hellere du skal dyrke motion regelmæssigt og spise sundt. Det vil også virke bedre på længere sigt - uden hjertekar-lidelser, knogleskørhed og problemer i centralnervesystemet oveni!

Husk at du kun har én krop, så du skal passe godt på den :-)

Hvis du alligevel vælger at tage pillerne, så synes jeg, det er meget vigtigt, at du informerer lægen om det, inden du skal opereres. Man skal altid oplyse lægen om, hvilken medicin man tager, når man skal opereres, så det gælder også for slankepillerne.

Jeg håber du kan bruge mit svar - og tænk dig nu godt om :-)

Mange venlige hilsner fra Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program