Er der noget galt?

brevkassespørgsmål

Er der noget galt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Jeg føler at der er noget galt i mit underliv. Kan ikke helt beskrive det, ved ikke om det bare er paranoia. Nogle gange begynder der at komme sådan en slags stikkende smerte (det svier ikke) det er bare en slags smerte. Det er egentlig ikke så slemt, bare irriterende. Har undret mig over om det er normalt at få smerter dernede engang imellem?

Jeg tænkte også på min menstruation. Jeg plejer at have den i en uge ca, og det passer vel også nu. Jeg har ikke blødt hele dagen, så tænkte at den var stoppet. Men her til aften begyndte det så at bløde igen? Er det normalt? Jeg ved ikke om det har noget med det at gøre, men onanerede også tidligere idag, hvilket måske ikke var så smart at gøre lige efter en menstruation, men kan det have noget at gøre med hvorfor det er startet med at bløde igen?

Svar: 

Hej med dig, 
Tak for dit spørgsmål. Som jeg har forstået det har du to spørgsmål. 

1) En gang i mellem oplever du stikkende smerter i underlivet, og du undrer dig over hvad det kan skyldes.

2) Du har oplevet lidt uregelmæssig menstruation ved at du begyndte at bløde igen efter det egentlig burde være stoppet. 

Lad mig starte med at svare på det første spørgsmål. Det er ikke unormalt at piger oplever smerter i underlivet, og som du beskriver det lyder det ikke som noget du skal være bekymret over. Det er meget svært at udtale sig sikkert om hvad dine smerter kan skyldes når jeg ikke kan undersøge dig ordentligt, men der findes et utal af årsager til smerter i underlivet, hvor bl.a. muskelsmerter og betændelse/infektion i underlivet er blandt de hyppigste. Smerter i underlivet kan også opstå omkring menstruationen, og er oftest stærkest lige op til og under de første dage af menstruationen.

Som du beskriver dine smerter tror jeg umiddelbart ikke det drejer sig om betændelse i underlivet, da du ved betændelse ofte også ville opleve udflåd, dårlig lugt og smerter når du tisser. Hvis dine smerter er relateret til menstruationen kan det måske være menstruationssmerter, men muskelømhed/muskelknuder er måske det mest sandsynlige. Hvis dine smerter bliver ved synes jeg du skal få en snak med din læge, så han/hun kan stille dig et par uddybende spørgsmål og måske komme nærmere på hvordan de kan hjælpe dig.

 

Det næste spørgsmål omhandler uregelmæssigheder i din menstruationsblødning hvor du har oplevet at bløde efter din menstruation burde være stoppet.
Uregelmæssige menstruationsblødninger er meget normalt. Nogle pigers menstruation starter og stopper på meget præcise tidspunkter, mens andres menstruation er lidt mere uregelmæssig. Det at du har oplevet at bløde en dag efter din menstruation burde være stoppet er derfor helt normalt, og du har intet at bekymre dig om. Du spørger også om det at du har ornaneret kan have noget at gøre med at du er begyndt at bløde igen. Det kan jeg med ret stor sikkerhed sige at onani påvirker ikke menstruationsblødning. Der er intet farligt eller ufornuftigt at ornanere eller dyrke sex før, under eller efter menstruationen. Nogle bryder sig ikke om at ornanere eller dyrke sex mens de har menstruation, mens andre godt kan lide det. Der er ikke noget farligt ved det. Blodet der kommer under menstruationen kommer fra livmoderen, passerer ud gennem livmoderhalsen og ud i skeden. Det er derfor ikke din skede der bløder (selvom det godt kan se sådan ud nogle gange). Derfor kan man godt dyrke sex og ornanere under sin menstruation uden det påvirker menstruationsblødningen.
Hvis din menstruation bliver ved med at være uregelmæssig skal du tale med din læge, ellers kan du tage det helt roligt.

 

Jeg håber du kunne bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive ind igen.

 

De bedste hilsner

Morten
Læge 

MortenSHs billede
Morten har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program