Jeg tænker på det konstant, og jeg føler jeg kan dø bare af tanken.. det er ikke så slemt om dagen.. men så om aftenen, hvor man skal sove, og ens kæreste ikke kan falde i søvn med tv'et tændt, så intet kan lede mine tanker væk fra det.. så tænker jeg på Døden.. Aldrig at være her mere.. at jeg ikke altid skal være 16 år og frisk og fri.. at jeg endag bliver voksen.. og engang skal jeg dø.. og forlade denne verden..

jeg græder ved tanken.. men endnu mere når jeg tænker på, at jeg en dag vil miste dem jeg elsker allermest.. min mor, far, bror og søster.. Det tager hårdt på mig at min far er i københavn heletiden når jeg så gerne vil kunne se ham.. men også pga. alt skyderriet.. 2 gange har de skudt udenfor hans arbejde.. og flere gange end det kan tælles har jeg grædt mig selv i søvn, i ren frygt.

Jeg kan ikke holde tanken ud.. Når jeg først får det ind i hovedet, er det ikke så slemt.. men så tænker jeg på det 2 min. for jeg kan ikke lade være.. Men så tænker jeg på, at det faktisk passer.. det kommer faktisk til at ske.. Jeg skal dø.. jeg flipper fuldstændig ud.. ligger og vender og drejer mig og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og begynder at trække vejret hurtigere og hurtigere.. indtil jeg tilsidst løber op i stuen og ser tv.. eller står op og spiller computer til jeg selv falder omkuld..

Min mor ved godt jeg tænker på det.. jeg har arvet det fra hende.. tror også min far ved det.. men ikke at det er så slemt.. Den konstante tanke om døden påvirker alt.. Jeg bliver deprimeret.. jeg får ingen søvn og spiser usund og uvarieret kost.. jeg driker cola hverdag og jeg er sur, hele tiden.. Det påvirker alle.. fordi.. jeg bliver virkeligt sur, fordi jeg brænder inde med det.. jeg går og er ked heletiden.. får tit kvalme.. tilsidst bliver jeg bare vred istedet.. Mine forældre ryger, og det gør jeg også.. de tror jeg begyndte fordi det var sejt.. men det var fordi jeg fik at vide, at rygning hjalp mod stress..

Jeg kan jo ikke sove om natten pga. den konstante tanke om døden.. Så det påvirker min skole, negativt. Jeg bliver træt i timerne, kan ikke følge med, og bliver ukoncentreret.. Jeg tænker på det hver eneste aften.. men jeg vil ikke tænke på det hver eneste aften, resten af mit liv.. Folk siger livet går så stærkt.. og jeg græder hvergang de siger det.. min bedste ven vidste jeg havde jeg havde det sådan her.. så han brugte det imod mig istedet for at hjælpe mig.. Jeg har læst alle diverse artikler og forum igennem, for finde en måde at indse døden.. f.eks tanken om at vi blev genfødt i en ny krop..

Men hvis jeg ikke bliver genfødt i den samme familie, med min vidunderlige far og mine vidunderlige mor og bror.. Selv mine venner har sagt til mig at jeg har den sejeste far i verdenen og den bedste mor i verdenen... jeg vil ikke uden dem.. jeg vil aldrig miste dem.. .. nu ved i hvad der er galt med mig ..

og nu håber jeg i har et forslag til hvorfor jeg har den tankegang.. lider jeg af Thanatofobi? og isåfald.. kan man så få noget medicin der gør jeg ikke konstant tænker på det? at jeg bliver gladere.. Hilsen Løvinden..