Bumser

brevkassespørgsmål

Bumser

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 15 år 11 måneder siden

Kære Iben
Jeg har et spørgsmål, som jeg håber du vil svare på. :-)

1: Førhen havde jeg aldrig bumser. Jeg havde kun hudorme på næsen. Men nu er der bare små bumser overalt. Det er ikke nogle man ser tydeligt, kun hvis man er tæt på kan man. Men nu får jeg også 1-2 store bumser. Tit mellem øjenbrynene. Det ser grimt ud :-( Jeg vil så gerne af med dem. For hvis jeg er i skolen, tør jeg ikke se på nogle i ansigtet, og føler mig så meget grim. Jeg skal være pæn i skolen, før jeg føler mig tryg. (Bruger ikke make-up!!!) Kan du ikke hjælpe mig? Jeg vil rigtig gerne have det væk, men vil ikke bruge alle mulige cremer. Er der ikke noget bestemt jeg kan spise/drikke om dagen, eller et eller anden? Vil gerne have det godt. PS: Jeg går til sport 2 gange om ugen ;-)
 

Svar: 

Hej Pige 13 år

Det er helt almindeligt at både piger og drenge kan få bumser, når de kommer i puberteten ligesom dig.
Det skyldes ændringer i hormoner, der får talgkirtler i huden til at producere mere hudfedt.

Der er også mange, der ligesom dig synes at bumserne er meget generende for deres udseende.
Du spørger om der er noget du kan gøre for at få dem væk?

Jeg foreslår at du vasker dit ansigt morgen og aften med en mild hudvenlig sæbe (PH omkring 6,5) - og at du også husker at vaske din hud, når du har svedt til sport.

Det er også vigtigt, at du lader være med at kradse i eller klemme bumserne ud, da de typisk bare bliver værre af det.

Der er ikke umiddelbart noget bestemt du kan spise - eller som du skal undgå at spise for ikke at få bumser.

Jeg synes det lyder til, at du har en let akne (få eller flest små bumser). Derfor tror jeg heller ikke, at du behøver at bruge cremer, som du jo heller ikke har lyst til.

Jeg kan godt forstå, at du kan føle dig grim, når du synes du har for mange bumser. Men du skal huske på, at dine venner nok slet ikke lægger nær så meget mærke til dine bumser, som du tror - eller som du selv gør.

Desuden har mange af dem på din alder også selv oplevet hvordan det er at have bumser og føle sig grim.

Med bumserne gælder det i øvrigt, at de heldigvis ofte også vil forsvinde af sig selv efterhånden som du bliver ældre.

Med venlig hilsen

Iben

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program