Bums - Yuks!

brevkassespørgsmål

Bums - Yuks!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

Heeej. Jeg har en bums der sidder lige ved mit venstre næsebord. Den er ca. 3-4 cm i diamater. Jeg har trykket den, brugt Basiron-creme, men uden virkning. Jeg vasker mig i hovedet hver aften. Der er ikke noget makeup som jeg ikke kan tåle. Den er en smule øm, men ikke så meget efter jeg trykkede den. Det er mega irriterende, for det er jo ikke så pænt vel? :) Håber DU ved hvad jeg skal gøre.

Hilsen Mig.

Svar: 

Kære Dig,

Tak for dit spørgsmål. Lad mig starte med at sige det som det er: Bumser er rigtig irriterende! De gør ondt, og det ser ikke så indbydende ud. MEN heldigvis er du ikke alene om problemet, da det noget som stort set alle oplever i deres pubertet, og nogle gange et stykke op i 20'erne. Og heldigvis findes der råd for at få has på de små røde djævle:

Bumser kommer til alle, men ikke alle får det lige slemt. Hvem der får bumserne er afhængigt af flere ting. Blandt andet er der en hvis arvelighed i hvor slemt man rammes af bumser. Overordnet set kan man snakke om at man får bumser når man både har en øget tendens til at få bumser OG at man har en uren hud. Desværre kan man ikke gøre så meget ved det arvelige element, men til gengæld kan man gøre en hel det for at holde huden ren:

Daglig vask i ansigtet.

Vask altid hænder når de er beskidte og efter toilet - vi rører vores ansigter mange gange dagligt, og hvis fingrene er beskidte propper vi bakterier op i ansigtet. 

Undgå creme/make up, som dækker huden til (bumserne elsker at vokse i dybden under sådan en beskyttende dyne).

Tryk de "modne" bumser ud - det er dem som har noget hvidt i midten. Man skal ikke presse for meget, bare lige så der går hul. Og man skal ikke presse på de små røde, som endnu ikke har fået noget hvidt i sig! Hvis man gør det, så udvikler de sig til en ordenlig rød fætter, som kan tage flere uger om at forsvinde. Det er også strengt forbudt at trykke med en nål for at åbne dem, da det kan give meget værre infektion. En god teknik til at presse de "modne" bumser ud, er at klemme med 2 fingre. Giv et fast klem i 1 sekund. Hvis den ikke "popper", så lad den være, og prøv igen senere. Hvis man presser for meget ødelægger man huden omkring bumsen, og så kan bakterierne fra bumsen sprede sig, og derved bliver bumsen meget større, ømmere og rødere.

Hold kroppen sund (gå en tur udenfor dagligt, sov rigeligt om natten, spis fornuftigt så du har energi, da det styrker immunforsvaret + solen giver D-vitamin)

Undgå stress (Immunforsvaret er meget påvirket af stress og nervøsitet - det er også derfor at bumserne altid kommer på de mest ærgelige tidspunkter, hvor vi virkelig ikke ønsker dem!)

Hvis man er meget plaget af bumser (hvis du kan tælle 20 eller flere i ansigtet), så kan det være en god ide at tale med din læge om en behandling. Der findes nogle anti-bumse-midler, men man skal kun bruge dem, hvis man er meget plaget af mange bumser, ellers risikerer man at ødelægge huden.

Vi bliver tit spurgt om bumser hænger sammen med hvad man spiser - altså at usund mad giver bumser. Det er dog ikke helt sådan at tingene hører sammen, men hvis man sidder foran computeren hele weekenden og kun spiser chips og drikker sodavand, så bliver huden fedtet, og så får man bumserne under fedtlaget.

Jeg håber at det var nogle svar du kunne bruge. Husk på at du ikke er alene om det her problem. Du kan altid finde nogle som er ligeså slemt ramt eller værre, og så skal man finde ud af hvordan man kan undgå at det ødelægger humøret. 

Mvh David

Davids billede
David har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program