Blødning før p-pille pausen
Blødning før p-pille pausen
hej
jeg har været på p-piller i snart et år og helt uden problemer, men her for to dage siden begyndte jeg at bløde, selvom jeg først skulle have min menstruation om en uge. Jeg tror at det er en gennemblødning, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det? Altså om jeg bare skal tage mine piller som er tilbage, og så holde pausen der hvor jeg rigtigt skulle have min menstruation? Jeg er også i tvivl om, om jeg er beskyttet når denne blødning sker?
- jeg er ret præcis med pillerne i hverdagen, men i weekenderne kan det godt ske at jeg tager pillen 2-3 timer efter "den normale tid" som jeg skal tage dem på. Ved ikke om dette kan have betydning? Selvom det aldrig er sket før.
venlig hilsen
Hejsa
Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du er forvirret.
Jeg håber, at du er blevet ved med at tage dine p-piller som du plejer, selvom der er/har været gennemblødning. Det er meget vigtigt at tage pillerne i de 21 dage for at sikre beskyttelse mod graviditet. Har du holdt pause med p-pillerne, skal du "starte forfra", som da du første gang startede med p-pille.
Det lyder som du selv skriver som en gennemblødning, jeg har desværre ikke en god forklaring på det. De 2-3 timer du kan være forsinket med p-pillerne i weekenden, burde ikke have betydning, men har du helt glemt én pille helt, kan det jo være årsagen.
Bliver du ved med at bløde efter "menstruationen" eller kommer der igen gennemblødning igen vil jeg anbefale, at du snakker med din læge, det kan være relevant fx at skifte p-pille-mærke, da der er lidt forskel på mærkerne. Er blødningen startet i forbindelse med et sex er det en god ide at blive tjekket ved lægen, da det kan være slimhinden på livmoderhalsen, der bløder. tjek evt dette link .
Så en lille opsummering - jeg har desværre ingen god forklaring, men bliv ved med at tage dine p-piller som du plejer, kommer det igen/stopper menstruationen ikke, så kontakt din læge.
Mange hilsner
Eva