18 år og ingen mens

brevkassespørgsmål

18 år og ingen mens

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

Hej. Jeg er lige blevet 18 år, og jeg har meget uregelmæssig mens. Da jeg var 15 fik jeg den første gang, men efter det gik der mere end et år før jeg fik den igen. Jeg begyndte på p-piller fordi jeg fik en kæreste, og da vi slog op stoppede jeg med dem. Mens jeg tog p-piller kom den til tiden hver gang, men efter jeg er stoppede har jeg kun haft den 1 gang ( stoppede som 16 årig. ) 

er dette normalt? kan jeg blive gravid? Har altid ønsket at være ung mor ( 20 år ) 

Svar: 

Hej

Jeg kan godt forstå at du er lidt forvirret. Det lyder som om din menstruation kommer og går som det passer den. Men mest af alt så bliver den langt væk. 

Du spørger om det er normalt - og nej, det er det ikke. Så det er helt rigtigt at du reagerer på det. Normalt er menstruationen meget uregelmæssig i starten, men oftest indfinder der sig en rytme indenfor det første år og så kommer den ellers regelmæssigt. Det er lige før, at man ikke kan kalde din menstruation for uregelmæssig - den er der jo nærmest slet ikke udfra det du skriver. Når du tager p-piller, så kommer der hormoner udefra, som overtager styringen med dine æggestokke. Det betyder at du f.eks. får menstruation. 

Der kan være mange grunde til at din menstruation er så sjælden. Det mest oplagte er en sygdom som hedder polycystisk ovarie syndrom eller PCOS. Det skyldes nogle små cyster eller bobler på æggestokkene. Så får man ikke ægløsning og dermed ikke menstruation. Grunden til, at jeg tænker på PCOS, er, at det er en meget almindelig sygdom, som rigtig mange unge kvinder har. Nogle opdager det næsten ikke, mens andre kan få lidt skægvækst, overvægt, sukkersyge og alverdens andet. Mest af alt opdager pigerne det når de vil være gravide. Det kan nemlig godt være lidt svært at blive naturligt. Men heldigvis er der ret mange muligheder for at få hjælp og langt de fleste ender med at blive gravide selv. 

Selvom du ikke har andre symptomer og du måske endda nyder at undvære bind og tamponer, så synes jeg du skal smutte til din læge. Han/hun kan henvise dig til en gynækolog, som kan scanne dit underliv. Det gør slet ikke ondt og det er meget nemt at se om der sidder cyster på dine æggestokke. Så kan I snakke om prævention og eventuel fremtidig graviditet, så du ved hvad du kan forvente. Det kan være meget rart. Gynækologen kan også undersøge dig videre hvis det nu ikke er PCOS der er problemet. 

Til sidst vil jeg lige understrege, at du ikke skal blive bekymret over min tanke omkring PCOS. Det er som sagt en meget fredelig sygdom, som rigtig mange kvinder har. Når kvinderne først er blevet gravide er problemerne oftest ikke særlig store. Nogle bliver endda gravide naturligt og opdager derfor aldrig at de har sygdommen. 

Mange gange held og lykke med det og din fremtidige graviditet. Mange hilsner fra Line

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program