Sorg :-(

brevkassespørgsmål

Sorg :-(

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 10 måneder siden

Hej Brevkassen. Det er så svær at sæte ord på det på skrift. Jeg er så knust inde i :-( Jeg har næsten lige mistet min elske storebror. Min bror valgte at begå selvmord :-( Jeg kan ikke mere. Min bror betyd alt for mig, vi havde det bedste forhold I verden !!! Savner ham !!! :-(

Svar: 

Kære dig...

Det er bare så hårdt at miste en man elsker og som betyder rigtig meget for en og jeg kan godt mærke du er knust og savner din storebror rigtig meget. Det gør mig ondt at han døde.

Charlotte er på ferie og derfor beklager jeg, at du først får svar nu, men jeg vil rigtig gerne prøve at støtte dig i din sorg. Jeg hedder Erroll og arbejder i Cyberhus.

Jeg tror ikke der er nogle ord eller knus der kan hjælpe på smerten lige nu, fordi når du lige har mistet din bror, så kan det føles som om halvdelen af dig bliver revet væk. Men jeg vil gerne give dig mine tanker og ord og måske kan de alligevel give dig lidt støtte i denne svære tid. Og jeg kan godt høre på dig, at I havde et rigtig tæt bånd og at han betød rigtig meget for dig, og derfor bliver hele ens verden rystet og gulvet bliver revet væk under dig.

Jeg ved ikke hvad der sker, når livet her på jorden slutter. Måske sidder din bror i himlen og kigger ned på dig eller måske er der en helt anden verden vi slet ikke kender til.. og som er dejlig, varm og sjov at være i. Det ved vi ikke, men jeg synes det er en dejlig tanke, at din bror lever videre på en eller anden måde. Ikke en måde hvor du kan snakke med ham som du plejer at gøre, men på en måde hvor du kan mærke hans kærlighed inden i og hvor minderne har et helt specielt hjørne i dit hjerte.. og det vil aldrig dø og på den måde vil han altid være en del af dit liv.

Den sorg du oplever nu er både forståelig og naturlig. Det er okay at du er hamrende ked af det og ikke kan overskue noget, at skolen virker ligegyldig eller at det er svært at snakke med veninderne. Vi mennesker sorger på forskellige måder og reagerer på forskellige måder...det er helt okay.

Jeg kan godt forstå det er svært at finde ordene, fordi hvordan finder man lige nogle ord som dækker din kærlighed til din bror og det du går igennem lige nu. Men du har prøvet og det er bare så vigtigt at du ikke gemmer på smerten inden i helt alene. Og det er der flere grunde til:

Som jeg skrev lige før, så sørger vi på forskellige måder, men en ting er fælles og det er at hvis vores sorg ligger inden i og vi ikke deler den med nogen, så vokser den og bliver umulig at klare indvendig. Og sorg er noget som tager tid og en sorg forsvinder aldrig tror jeg, men en sorg kan forandre sig og du vil komme til at leve et dejligt liv, med mindet om din bror. Og den eneste måde at det kan ske er, at du deler din sorg med andre, at du øver dig i at sætte ord på det og at du får lov til at snakke med andre som vil lytte til dig og støtte dig.

Det første jeg vil foreslå er, at få fortalt dine forældre hvor svært det er for dig. Hvis ikke du kan snakke med dine forældre, så en anden voksen som du er tryg ved. Det kunne være en sød lærer, en anden i familien eller en venindes mor.

Men der er også andre måde at snakke om sin sorg på. Du har prøvet nu her i brevkassen og det skal du have stor ros for, fordi det er slet ikke nemt. Derfor har jeg faktisk 3 forslag til dig, som jeg synes du skal overveje. Og chatten her i Cyberhus er den første... I chatten er du anonym og det er et trygt sted at være, fordi her sidder der voksne som har tid og gerne vil lytte og hjælpe dig med at finde ordene. De voksne ved godt det er rigtig svært lige nu og de ved godt at du skal have hjælp og støtte til at finde ordene.. Det er noget jeg tror kunne være rart for dig.

Men der er to andre rigtig gode ideer og den anden jeg kom til at tænke på var Børn unge og sorg. Jeg kender dem rimelig godt og de er super søde...Her kan du chatte med andre unge voksne som også har mistet et familieledlem tæt på. Og det kunne være rigtig rart at snakke med en som kender din smerte og kan vise dig, at du ikke er alene og måske har nogle rigtig gode måder at støtte dig på, fordi den voksne selv har været der.

Og så synes jeg også du skal kigge forbi soeskendekram.dk og det er faktisk Charlotte som sidder her i brevkassen som har startet den side, fordi hun også selv har mistet hendes storebror. Det er en rigtig dejlig side.

Så kære du... lad os ære din brors minde her i brevkassen og give dig et kæmpe digitalt kram, fordi det er ikke nemt lige nu og jeg håber du alligevel kan finde kræfterne og modet til at bruge nogle af mine råd.

Venlig hilsen
Erroll - Cyberhus

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program