Social angst

brevkassespørgsmål

Social angst

brevkassespørgsmål af
Alfred
25 år
Oprettet 8 måneder 5 dage siden

Hej Cyberhus Jeg tror her, at jeg i en alder af 25, er begyndt at udvikle social angst i en eller anden grad. Jeg altid været enormt ligeglad med hvad andre mennesker tænker om mig, faktisk nærmest skræmmende ligeglad, i kraft at, at disse tanker ikke rigtig har strejfet mig. Især det faktum, at andre mennesker forholder sig meget til andre. Jeg har altid selv har været meget inde i mit eget hoved. Næsten tangerende til, at jeg var lidt "delusional": F.eks. kan jeg huske flere episoder fra gymnasiet, hvor mine venner har sagt, "ej hende og hende kiggede meget efter dig" eller "lagde du ikke mærke til Camilla, hvor fuld hun var", hvor jeg bare oprigtigt var sådan, at jeg ikke lagde mærke til det. Jeg er tit blevet kaldt meget distræt og dagdrømmende, og er egentlig heller ikke altid så god til at lægge mærke til mine omgivelser. Men jeg skal lige love for at det har ændret sig. Nu prøver jeg virkelig at lægge mærke til om folk kigger efter mig, og hvis de kigger meget på mig, bliver jeg nervøs for om mit tøj sidder mærkeligt, eller at de kan se på mig jeg har det skidt. Og det hele kommer paradoksalt nok af, at jeg var inde i en sindssygt god periode i mit liv, hvor jeg var gået fra en eks, flyttet til en ny by og mine venner, bekendte og selv folk jeg mødte i kraft af mit job, kommenterede på hvor meget jeg var begyndt at stråle og at jeg virkede som om jeg havde fået min energi tilbage gange tusind. Det tog bare overhånd, og jeg begyndte at føle jeg skulle være alles energiindsprøjt, hvilket tappede mig fuldstændig. Når jeg sad i sociale sammenhænge, følte jeg det var ene og alene mit ansvar og holde samtalen kørende, samtidig også at gøre den interessant nok. Og hvis den døde ud, eller jeg talte forbi nogen, følte jeg skyldfølelse. Jeg begyndte at have så sindsygt højt forventninger til mig selv i sociale sammenhænge, at jeg fik stresssymptomer, hvor angsten så opstod som en eftervirkning af det. Folk begyndte at spørge om jeg var okay hele tiden, fordi jeg nu virkede mut og trist. Og det gik op for mig, hvor meget jeg førhen havde taget ansvaret for den gode stemning. Jeg begyndte at overtænke meget, hvordan jeg fremstod og mine tanker omkring min egen sociale fremtræden, fordi jeg ville ikke fremstå trist, hvilket bare har fulgt mig lige siden. Det har udviklet sig til, at jeg overtænker hvad jeg skal have på, hvad jeg skal sige og jeg kan nærmest overtænke mine mindste små bevægelser, fordi jeg tænker folk lægger mærke til det. Jeg har førhen haft tendens til at være meget klodset og sige tingene helt ligeud, fordi jeg vitterligt var så ligeglad, at jeg ikke engang nødvendigvis koncentrerede mig. Og det samme gælder mig selv i sociale sammenhænge, hvor jeg nogle gange nærmest ikke har kunne huske hvad jeg har sagt, hvor jeg nu overtænker om det var for random, eller en smooth nok overgang, eller om jeg fik spurgt nok ind også. Det er meget forstyrrende for mig at have det sådan her, og selvom jeg er meget tæt med mine venner og familie, er jeg bange for at fortælle de her tanker til dem, fordi jeg så tror jeg bliver endnu mere selvbevidst, i kraft af at de ved det. Af samme grund orker jeg heller ikke større forsamlinger, eller at være sammen med mennesker, som jeg ikke ved anerkender mig fuldstændigt, af den simple grund jeg ikke orker overtænkningen der følger med. Det skal selvfølgelig nævnes, at jeg ikke altid har det sådan her, men i perioder hvor det er slemt, tager jeg selvfølgelig afsted til sociale ting, men jeg nyder det ikke på samme måde. Jeg vil sådan sprole tiden tilbage til dengang, hvor jeg var mega bramfri og ligeglad, men det er bare ikke sådan lige til. Jeg er heller ikke sikker på min bramfie facon dengang var det bedste, da jeg helt sikkert har såret nogen og havde en urealistisk forestilling om mig og om hvor god jeg var, hvor jeg nu bare er gået i den modsatte grøft. Så en mellemting et sted kunne være godt, men hvordan når man derhen? Jeg ved ikke om terapi er løsningen, er også bare en broke studerende, måske jeg også bare har brug for at få mine tanker ud et sted, så jeg ikke føler mig helt skør. Men samtidig gad jeg godt høre jeres take på det? På forhånd tak for det gode arbejde i gør! Kh Alfred

Svar: 

Kære Alfred

Tak for dit brev - og for at du synes vi gør det godt. Det er dejligt at høre. Det er rigtig godt, at du skriver til os omkring hvordan du har det. Som du selv giver udtryk for, så kan det nogle gange bare være det man har brug for - at få beskrevet sine tanker og følelser.

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt fornemme at du har mange tanker omkring sociale situationer og om hvad andre tænker om dig. Jeg har indtryk af, at du generelt er en person som reflekterer en del og måske altid har været det? Med det mener jeg, at der kan være forskel på hvad man bruger tid på at reflektere over, så måske har det, i stedet for sociale sammenhænge og relationer, været noget andet du har reflekteret over tidligere. Du kan eventuelt prøve at tænke tilbage og overveje om det kan være tilfældet.

Grunden til at jeg skriver det, er fordi at, hvis man er en person som generelt reflekterer meget over tingene, så skal der ikke altid helt lige så meget til, for at man begynder at overtænke. Det er positivt at være reflekterende, men det er problematisk når det bliver til overtænkning. Overtænkning er problematisk, fordi det kræver rigtig mange mentale ressourcer og kan, i nogle tilfælde, hænge sammen med eller føre til fx tristhed eller angst. Det er ubehageligt at overtænke, fordi det kræver så meget mental energi - hvilket det også er tydeligt, at du mærker. Når først man er begyndt at overtænke, kan det være svært at stoppe med det igen, fordi det simpelthen kan være en vane, man har fået. Det lyder til at du for nylig har haft en del skift i dit liv, ved at du er flyttet til en ny by, startet på nyt job og gået fra en kæreste. Selvom det - som du beskriver det - var gode skift og en god periode i dit liv, så var det stadig skift, som sandsynligvis har krævet noget mentalt. Måske kan overtænkningen være startet i den forbindelse - og er så nu blevet til en (uhensigtsmæssig) vane? For at stoppe med at overtænke, er det vigtigt at blive bevidst om hvornår det sker. Det handler om at blive bevidst om, hvilke tanker der er overtænkning eller grublerier, og så gøre noget for at få kontrol over dine tanker og stoppe dem. Der er flere forskellige ting man kan gøre, og det er forskelligt fra person til person, hvad der virker. Derfor præsenterer jeg lidt forskellige muligheder:

1. Du kan minde dig selv om at dine tanker bare er tanker. Det kan du gøre ved for eksempel at sige til dig selv inde i hovedet "lige nu har jeg tanken om, at..." når du mærker at der kommer en ubehagelig tanke. Ved at gøre det, tager du lidt afstand til tanken og bliver bevidst om, at det bare er tanker og ikke virkeligheden.

2. Du kan prøve at flytte fokus over på noget andet. Når du mærker at du overtænker, kan du simpelthen bare give dig til at lave noget, som fjerner fokus fra tankerne og holder dem på afstand. Det kan være forskelligt, hvilken aktivitet der virker, så det er med at prøve sig frem. Det kan eksempelvis være en form for motion, et computerspil eller noget helt tredje - det vigtigste er, at det er noget som holder en beskæftiget og fjerner fokus fra tankerne.

3. En tredje mulighed er, at du kan prøve at få ro på kroppen, når de ubehagelige tanker kommer. Det kan du gøre ved at lave vejrtrækningsøvelser. Du kan finde en her og kan finde flere hvis du søger på nettet. Grunden til at vejrtrækningsøvelser virker for nogle, er fordi at det beroliger kroppen, og det har det med også at berolige hjernen og gøre det nemmere at få tankerne på afstand. 

Jeg håber at en, eller flere, af de muligheder jeg har beskrevet, virker for dig. Du må ikke fortvivle, hvis du oplever at det ikke virker lige med det samme - det er meget normalt at det kan tage lidt tid, at få styr på overtænkningen og blive god til at holde de ubehagelige tanker på afstand. Ud over de muligheder jeg har beskrevet, så tænker jeg også at det kunne give god mening for dig at tale med en psykolog eller terapeut - særligt hvis tankerne bliver ved med at komme og det er svært at få dem stoppet. Du kan eventuelt prøve at undersøge om der kunne være en mulighed for hjælp gennem dit studie eller måske gennem dit job, hvis du stadig arbejder der. Nogle arbejdspladser har en sundhedsforsikring, hvor man kan få nogle samtaler med en psykolog. En anden mulighed er, at tale med din læge om det. Din læge vil kunne henvise dig videre til en psykolog, men det koster lidt. Det er dog væsentlig billigere, hvis man bliver henvist gennem lægen. Hvis du synes du har brug for mere hjælp, eller de nævnte muligheder ikke kan lade sig gøre, kan du også prøve at kontakte Headspace. De tilbyder forskellige former for rådgivning, både digitalt og fysisk - og har mange centre rundt omkring i landet. En del af dem har også åbent her i sommerferien. Hvis du føler behov, er du også velkommen til at skrive til vores SMS rådgivning. Den er lukket her i juli, men åbner igen d. 1. august.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner,

Freja

 

 

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program