Social angst
Social angst
Hej Cyberhus Jeg er en pige på 17 (snart 18) som startede på en hf på 3 år her i sommers men min social angst, ocd og depression udviklede sig så meget at jeg ikke kom i skole i over 3 måneder og nu fordi det er en privatskole bliver nød til at få mig til at udskrive sig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Føler mig som en kæmpe outsider da alle mine venner er igang med en videregående uddannelse og jeg bare sidder her herhjemme og har ondt af mig selv dag ud og dag ind. Jeg ved ikke om jeg skal have et job da jeg virkelig har det svært med alt socialt. (Jeg snakker med en psykolog 2 gange om ugen og går til kognitiv terapi 1 gang hveranden uge) jeg føler ikke mit liv er noget værd. Hvorfor er jeg her ? Føler mig unyttig, doven og bare ked af det heletiden. Vil riiiigtig gerne gå i skole få nogle faste rammer men der er bare ingen muligheder da jeg slet ikk kan fungere i en klasse og får bare pres fra min psykolog og forældre om jeg skal ud af skolen men HVAD FUCK SKAL JEG SÅ? Jeg har altid gået i skole..... vil også gerne gå i skole jeg kan bare ikke.... den skole jeg gik på var jeg virkelig begyndt at få tætte venner på men jeg kan bare overhovedet ikke være på skolen uden at få kæmpe angstanfald hverdag og bare hakke ned på mig selv
Kære dig,
Jeg kan godt forstå du er ked af det og frustreret over den situation du står i. Det er tydeligt at du bare rigtig gerne vil gå i skole og følges med dine venner omkring dig, og det kan jeg rigtig godt forstå. Man kommer ofte til at føle sig udenfor, eller som en outsider, når alle andre er igang med noget og man bare ikke selv er et sted, hvor man magter det samme. Det er ubehageligt at føle at man sidder og ser til når man så gerne vil selv. Du skriver at du sidder derhjemme dag ud og dag ind og har ondt af dig selv, du vil bare gerne i skole og have en hverdag som dine venner. Jeg tænker det er her vi skal starte. Som jeg hører dig, så sidder du måske lidt fast lige nu fordi frustrationen over ikke at kunne holde til mere, fylder så meget. Desværre sker der oftest det, at når man er så fyldt med frustation og tanker om at man ikke er der i livet, hvor man gerne vil være, så bliver der blokeret for at man rent faktisk kan komme dertil, hvor man gerne vil være. Jeg har den dybeste respekt for mennesker, der lider af angst, ocd og depression, for det er rigtig hårdt at leve med. Det første og allervigtigste efter min mening, er dog at man lærer at acceptere sin situation. Med det ikke sagt at man ikke skal kæmpe for at nå sine mål, men midlet for at nå i mål er bare forskellig fra person til person. Jo mere du lader frustrationen fylde og jo mere du har ondt af dig selv, jo længere til kan det tage for dig at få det bedre og dermed også blive klar til uddannelsen igen. Derfor er mit bedste råd til dig at sænke skuldrene, trække vejret og have fokus på DIG. Have fokus på at få det bedre. Prøve at finde fred med at du lige nu ikke kan holde til at gå i skole - det er der ingen skam i, og jo hurtigere du finder ro i dette, jo bedre. Prøv at forestille dig, at du finder denne ro, sig til dig selv at det er sådan situationen er lige nu. Når du kan finde frem til det, så kan du for alvor begynde at få det bedste ud af dine samtaler hos psykologen, og du vil kunne begynde at gøre gode ting for dig selv. Prøv om du kan skabe mere hygge for dig selv. Det kan være at tænde stearinlys og se en god film, serie eller læse en god bog. Det kan være at gå en tur alene eller med en veninde, eller hvad, der betyder noget for dig. Dit fokus skal være på, hvad der gør dig glad og godt tilpas. Øv dig i ikke at lade dig presse af andre - du skal nok nå at tage en uddannelse, men lige nu skal du sørge for dig selv. Med den rette hjælp fra både dig selv og psykologerne, så vil du langsomt få det bedre. Det kommer ikke fra den ene dag til anden selvom det ville være skønt, men det kommer over tid, hvis man passer godt på sig selv og får den rette hjælp.
Jeg håber mit svar kunne hjælpe dig lidt. Du er altid velkommen her igen eller på chatten. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Charlotte