Smerter og hævelse i venstre overarm

brevkassespørgsmål

Smerter og hævelse i venstre overarm

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 4 år 1 måned siden

Jeg har døjet med smerter i venstre overarm i tre uger. Den er også hævet. Jeg har læst mig frem til, at det måske kan skyldes en blodprop og noget med lymferne, men så ville det ikke gøre ondt. Armen er heller ikke mere varm eller kold end den anden. Jeg kan sagtens bevæge den og gøre almindelige ting med den. Så jeg er ret sikker på, at det ikke er et brud eller forstuvning. Men jeg kan ikke løfte tunge ting, uden at det gør ondt. Jeg har også en medfødt hjertefejl, og er bange for, om det muligvis kan have noget med det at gøre. Jeg har nemlig også læst, at smerter i overarmen og hævelse kan være forbundet med hjerteproblemer. Ved I hvad det ellers kan skyldes?  

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan forstå, at du har haft smerter og hævelse af din venstre overarm de seneste tre uger. Hvis det skyldtes en blodprop, så vil man forvente en udvikling i løbet af de tre uger. Enten at armen blev mere hævet og du ville få sværere ved at bevæge den. Hvis der var betændelse i den ville den typisk blive varm, og det ville også ske en udvikling over tiden, dvs. det ville enten forsvinde af sig eller blive mere rødt og varmt og du ville få feber. Som du helt rigtigt skriver, så tyder det ikke på et brud når du kan bruge armen til almindelige ting. 

At du ikke kan løfte tunge ting kunne type på, at der er sket noget med musklen. Er det mon kommet i forbindelse med træning, eller et tungt løft? Man kan få en lille fibersprængning inde i musklen, det vil få den til at hæve og gøre det svært at bruge musklen optimalt. 

Hvis man har hjerteproblemer, eksempelvis en blodprop i hjertet, kan det vise sig som smerter strålende fra brystet ud i venstre arm. Man kan også opleve vanskeligheder ved at trække vejret, nogle beskriver det som om, at der er en elefant der står på ens bryst. 

Ud fra det du fortæller, så lyder det som om, at problemet sidder i selve musklen på armen. Jeg vil forvente, at det bliver bedre over den næste tid. Hvis ikke det gør det, så skal du kontakte din egen læge. Hvis du får det værre, får vejrtrækningsbesvær, eller det bliver mere stikkende/jagende smerter ud i armen, så skal du søge læge med det samme. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. 

Mange julehilsner

Marie

MarieHKs billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program