Skole....
Skole....
Hej. Jeg er ved at være træt af skole. De sidste mange år har jeg ikke haft det store imod skole men nu er jeg halv træt af den Vi skal i skole kl 8 om morgen værd dag. Men jeg skal stå op kl halv syv for at gøre mig klar. Og skal i seng kl 22. Jeg plejer at falde i søvn ved en kl 1-4 tiden så jeg ender med kun at have fået 2 timers søvn. Og det anbefalede er 8-11 timers søvn hvilket jeg ikke kan få pga skole. Jeg har fået at vide at jeg kan gå i seng noget tidligere men bare fordi at man går i seng tidligt betyder det ikke man kan falde i søvn hurtigt. Værd morgen er jeg træt og sidder og er ved at falde i søvn, men jeg ved at der er en lang skoledag med skrig, sure lærer, og lange timer. Jeg kan heller ikke forstå hvorfor vi skal lærer ting som -tysk -biologi -historie -billed kunst -musik Hvis man gerne vil have et arbejde inde for det, kan man vel bare tage en uddannelse med det Vi skal læse 30 min i en bog hjemme værd dag. Det kan jeg heller ikke forstå fordi at jeg tror 90% af dem der er i klassen sidder ved deres computer og ser Youtube eller spiller når de kommer hjem. Der får de læst hvad der svarer til i vært fald det dobbelte end hvad de ville have læst i en bog på 30 minutter. Skolen er så dårlig at folk er villige til at pjekke for at undgå mobning, lektier, sure lærer osv Det er vel også et stort problem Skolens toiletter er der ofte smurt lort overalt på også på murene. Nogle gange er gulvet også dækket af toiletpapir. Jeg holder mig værd dag for at undgå at komme på toiletterne fordi de er ikke de reneste. Det er heller ikke alt for godt for kroppen at holde tis inde i så langt tid. Timerne er lange og kedelige. Selvom at man koncentrere sig og fokusere på opgaven, så føles det som om der er gået en time. Men der er kun gået 10 minutter. Når jeg kommer hjem har jeg ofte allerede glemt hvad vi havde lært Ikke fordi at jeg ikke koncentreret mig, Jeg bliver ofte stresset fordi at så på samme dag så skal vi lige lave 2 test 3 matematik prøver og nogle skrive teste. Jeg er begyndt at miste motivation. Jeg kan næsten ikke se hvad skolen er for. Jeg kommer ikke for at lære jeg kommer fordi at jeg ikke har et valg. Håber i kan hjælpe
Hej med dig.
Mange tak for dit brev. Det lyder til, du har mange frustrationer omkring det at gå i skole, og at det hele bare føles rigtig svært lige nu. Du sætter ord på flere af de ting, der frustrerer dig ved skolen, blandt andet de lange skoledage, sure lærere, klamme toiletter, og at det kan være svært for dig at finde en mening med nogle af de fag i har i skolen. Jeg forestiller mig ikke, at det er særlig rart for dig at sidde inde med så mange frustrationer og negative tanker, og derfor er det rigtig godt, at du skriver herind, og deler det. Du skriver, at du generelt er meget træt om morgenen og har svært ved at falde i søvn om aftenen, og at det forståeligt nok påvirker dig, ikke at få søvn nok. Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være svært bare at gå i seng tidligere, når nu din udfordring er, at du har svært ved at falde i søvn. Jeg tænker dog, at det er rigtig vigtigt at arbejde på, hvordan du kan finde mere ro om aftenen og derved få skabt en god søvnrytme igen. En af grundene til, at jeg tænker, det er vigtigt for dig med en god nattesøvn er, at det kan have indvirkning på, hvordan du generelt oplever din dagligdag. Hvis ikke kroppen får nok hvile, kan man blive mere irritabel og frustreret over ting i dagligdagen, og på den måde kan en dårlig nattesøvn måske forstærke nogle af de svære tanker og frustrationer du har omkring skolen. Måske du kan prøve at geare lidt ned om aftenen f.eks. ved at tage en kop varm the, høre noget roligt musik, læse i en god bog/et blad eller foretage dig noget andet, der kan hjælpe din krop med at finde ro? Jeg tænker i hvert fald, det er rigtig fint,at du er opmærksom på det og måske endda kontakter din læge, hvis ikke det bliver bedre. Jeg kan virkelig godt forstå, at dagene kan føles lange og tunge, når du oplever dine lærere som sure, og at nogle af fagene ikke vækker din interesse. Det med fagene, kan du nok desværre ikke gøre så meget ved, da der er nogle obligatoriske fag i folkeskolen, man skal igennem, selvom det ikke føles relevant for dig på nuværende tidspunkt. Som helt ung kan det være svært at tage stilling til, hvad man vil i fremtiden, og det er blandt andet derfor, man skal have mange forskellige fag i folkeskolen, der giver en god baggrundsviden. Det er dog helt okay, at være frustreret og træt af det en gang imellem. Tænker faktisk det er en frustration dine venner kender til, og måske det kan føles rart, at dele disse frustrationer med dine venner, når de dukker op? At dine lærere er sure, toiletterne klamme og at folk er villige til at pjække for at undgå mobning er også eksempler på ting, der virkelig ikke lyder særlig rart, men jeg tænker, at disse områder er noget, der kan forbedres. Mere konkret tænker jeg, at det ville være helt okay, at konfrontere skolen med disse problemstillinger, for det er vigtigt at skolen sætter nogle gode rammer for, at du og de andre elever trives og har det godt i skolen. Måske der er en sød lærer, du kan snakke med, en skolepsykolog eller dine forældre? Det vil i hvert fald være helt okay at gå videre med. Du skriver til sidst, at du er ved at miste motivationen, og det kan jeg godt forstå, for det lyder til der er mange svære tanker og følelser inde i dig for tiden. Jeg kan se. at du er 15 år og måske det kan hjælpe at tænke på, at der ikke går så lang tid, før du er færdig med folkeskolen. Jeg håber, du har mod på at hænge i, selvom jeg godt kan forstå, at det er lidt tungt lige nu. Måske du kan være lidt ekstra god ved dig selv, f.eks. ved at lave noget DU synes er spændende, når du har fri fra skole. Eller måske det vil hjælpe at dele dine tanker med venner og familie, når det hele er svært? Du er også altid velkommen til at skrive i chatten, hvor du kan snakke med en rådgiver om, hvordan du har det.
De bedste tanker til dig.
Kh Amanda