Skal min tampon krølle??

brevkassespørgsmål

Skal min tampon krølle??

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Hej.

jeg er en pige på 12- snart 13 år. Idag har jeg for første gang prøvet en tampon. Til at starte med føltes det rigtig fint og alt var som det skulle. Men... da jeg skulle tage min tampon ud, var det for det første lidt ubehagelidt, og for det andet havde min tampon ikke den samme form da den kom ud som da den havde den den kom ind. Det var som om at den var foldet ud eller sådan noget...

jeg er bange for at jeg en dag ikke kan få den ud igen. Er det normalt at den er foldet ud når man tager den ud?

og kan man egentlig godt få en orgasme når man sætter en tampom i? Hvis man kan, hvordan?

ps. Hvis jeg ikke har flere bind tilbage til om natten, og jeg skal sove i mere end 8 timer, så jeg ikke kan bruge min tampon, hvad kan jeg så bruge? Kan jeg vikle toiletpapir om mine trusser?

hilsen en anonym pige

Svar: 

Hej med dig,

Det er helt normalt, at tamponen ændrer form og folder sig ud, når man har den i. Faktisk er det det, den skal. En tampon består af hårdt sammenpresset vat, der folder sig ud i takt med, at den absorberer menstruationsblodet. Du kan eventuelt prøve at putte en tampon i et glas vand, så du kan se hvordan det foregår og hvor stor den kan blive.

Tamponer fås i mange størrelser, og jo større tamponen er, des mere væske/menstruationsblod kan den suge. Din alder taget i betragtning tænker jeg, at du sagtens kan bruge den mindste størrelse. Jeg kan godt forstå din bekymring om, om tamponen kan blive så stor, at du ikke kan få den ud igen. Heldigvis er skeden meget elastisk, og kan uden problemer udvide sig, så tamponen kan komme ud - uanset hvor meget blod den har suget. Dog kan det godt være ubehageligt at tage en tampon ud, da vattet i tamponen kan genere slimhinderne i skeden. Det vigtigste er her, at du sørger for at trække den stille og roligt ud, og sørger for at slappe rigtig godt af i underlivet og maven imens. Jo mere du kan slappe af og tage det roligt, des nemmere vil det være at få tamponen ud.

Der er stor forskel på, hvor følsom man er i skeden. Derfor vil nogle opleve, at de kan få orgasme af at sætte en tampon op, mens andre ikke kan. De fleste har dog svært ved at få orgasme udelukkende ved berøring af skeden i det hele taget, så det vil kun være nogle få, der kan få orgasme når de sætter en tampon i.

Afhængigt af hvor meget du bløder, vil du muligvis godt kunne bruge toiletpapir viklet om dine trusser om natten. Dog dur det kun, hvis du kun bløder en lille smule, da toiletpapir meget hurtigt bliver gennemblødt. Jeg tror det vil være bedre, hvis du beder din mor (eller far) om at sørge for, at der altid er bind, tamponer og trusseindlæg i huset, så du ikke risikerer at mangle det, når du har din menstruation.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program