Skal jeg slå op med min kæreste?

brevkassespørgsmål

Skal jeg slå op med min kæreste?

brevkassespørgsmål af
Mille
17 år
Oprettet 2 år 3 uger siden

Jeg har virkelig brug for et råd! Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder og jeg har ltid været utrolig glad for ham og vores forhold! Men her på det sidste har mit forhold til ham ændret sig. Jeg bliver sur og irriterert på ham ofte! Det er små latterlige og åndssvage ting ved ham som jeg normalt ikke bliver sur og ked at det over som nu hår mig på. Vi er også begyndt at misforstår hinanden meget og jeg føler vi har mistet vores gode kumunikation. Jeg savner ham altid men når vi så er sammen bliver jeg bare sur og ked af det. Ved virkelig ikke hvad der sker og jeg er bange for at jeg er ved at miste mine følelser for ham. Holder dog meget af ham og vil ikke miste ham! Er så forvirret

Svar: 

Kære Mille.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det er ikke nemt at sidde med en fornemmelse af, at man både virkelig holder af en person, og at man samtidig nogle gange bliver frustreret og træt af dem. Umiddelbart virker det lidt modsigende, men jeg tænker egentlig, at det er helt normalt. Du skriver, at I har været sammen i 6 måneder, og det er egentlig et pænt stykke tid. Det er derfor måske også omkring nu, at mange begynder at opleve at der går lidt hverdag i forholdet, forstået på den måde, at den helt fantastiske forelskelsesfornemmelse man har i starten, hvor det hele giver sommerfugle i maven og alt er skønt, at den forandres. Og det  tænker jeg ikke er en negativ ting, men ganske naturligt. At tingene bliver hverdag betyder ikke, at du nødvendigvis er ved at miste dine følelser for din kæreste, men måske mere blot at dine følelser for ham udvikler sig.  Derfor tænker jeg også, at det bedste du kan gøre, det er at fortælle din kæreste, hvordan du har det. Snakke lidt omkring de ting der frusterer dig og se, om nogle af tingene måske er noget, som I kan finde en fin løsning på. Det kunne måske også være en idé at se om I kan finde nogle ting, som I kan gøre sammen, hvor I bare nyder hinandens selskab og plejer jeres forhold.  

Jeg håber, at en god snak imellem jer kan løse nogle af de frustrationer, du går med. Det er i hvert fald rigtig vigtigt, at man kan snakke om tingene, for der vil være ting i et forhold, som man bliver frusteret over, at den anden gør, og når det sker, så skal man kunne snakke om det og løse det. Det er sådan, at man skaber et sundt og stærkt forhold, men det er også sådan, at man sikrer sig, at man giver ens forhold en fair chance, og at man ikke bare "kaster håndklædet i ringen", så snart det hele ikke længere er lyserødt og perfekt. Og det lyder jo til, at din kæreste er rigtig vigtig for dig, så jeg tror virkelig, at det kunne være en god idé simpelthen at få snakket ud om det hele og så se, hvordan tingene så udvikler sig derfra. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ellers er du jo enormt velkommen til at komme forbi vores brevkasse igen, eller måske kigge forbi vores chat og få en snak om tingene. 

Mange knus fra Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program