Skal jeg sige det?

brevkassespørgsmål

Skal jeg sige det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej. Her fra et par uger siden mistede jeg min mødom til min kæreste (som nu er min eskæreste). Jeg var meget usikker på om jeg følte mig klar, men han fik mig overtalt ved at sige at der ikke ville ske noget og at jeg godt kunne stole på ham. Men dagen efter vi havde sex, droppede han mig og blokerede mig på alle sociale medier, så jeg ikke kunne kommer i kontakt med ham mere. Lige siden har jeg ikke haft det så godt og har ikke snakket om det med nogle. Jeg tænkte måske at det vil hjælpe at snakke om det med mine veninder men er meget flov over at have gjordt det, både fordi det er meget tidligt og fordi det var dumt af mig at gøre det med en fyr som ham og er også bange for hvordan de vil reagere på det. Jeg håber at I ville kunne hjælpe mig med at finde ud af om jeg skal sige det og hvordan.

Svar: 

Hej med dig, 

Det er super godt, at du har skrevet herind, for du ikke skal gå med dine tanker alene. 

Du skal vide, at du ikke har gjort noget forkert ved at være sammen med din ekskæreste. Til gengæld er det super tarveligt af ham, at han har behandlet dig på den måde. 

Jeg kan godt forstå, at du ikke har haft det godt efter den oplevelse, for det er bestemt ikke en sjov situation at stå i, når man har givet noget meget intimt og privat af sig selv. Du har handlet i god tro om og følt, at du kunne stole på ham, og formentlig også været forelsket i ham; det er der ikke noget galt i, men det gør bestemt ikke oplevelsen bedre, når man oplever et sådan svigt så hurtigt efter. 

Det er helt okay, at du føler, som du gør omkring det, men du skal vide, at det eneste der er flovt ved denne situation er den måde din ekskæreste har behandlet dig efterfølgende. Det er slet ikke okay, at han presser dig til at give efter og have sex, hvorefter han dropper dig på den måde, som han gør. Det er vigtigt for mig at understrege, at du ikke har gjort noget forkert, og at du ikke skal være flov over det. 

I forhold til at snakke med nogen om det, nævner du nogle bekymringer, du har. Både at du er flov over at have gjort det, at du tænker, det er tidligt, og at du tænker, du er dum for at have være sammen med en fyr som ham. Som jeg har skrevet ovenfor, så har du ikke noget at være flov over. Du har haft sex, lige som rigtig mange andre mennesker også har - eller kommer til - og det er der intet galt i. Med hensyn til om det er tidligt, så er det forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig klar eller har lyst til sex. Nogle gange kan man også føle, at man er tidligt på den, fordi man skiller sig lidt ud fra sine venner og veninder, som måske endnu ikke har haft sex eller talt om det. Derfor er der stadig intet galt i det. Det eneste forkerte i situationen er, at din ekskæreste pressede dig og ikke respekterede, at du var usikker på, om du var klar. Det er hans fejl. Nogle gange når man er forelsket i en person, kan man komme til at tage nogle beslutninger, som man bagefter ikke er helt glad for. Man kan også se bort fra, at personen måske ikke er den bedste for en selv. Se det på den måde, at du nu har en bedre fornemmelse af, hvornår en anden person overskrider din grænse, og næste gang ved du, at det er helt okay at sige nej - uanset hvor længe du har brug for det. 

Du skriver selv, at du tænker, det kunne hjælpe at tale med dine veninder om det, og det tænker jeg også er en super god idé. Det kan være, du har en enkelt eller flere veninder, som du er tryg ved, og kan tale med om det. Det er helt fair at være ærlig og sige til dem, at der er sket noget, du er rigtig ked af, og derfor har du brug for at tale med dem om det. Hvis de er dine rigtig gode veninder, så tænker jeg bestemt, de vil være der for dig. Det kan være, at de bliver nysgerrige, og det kan måske gøre, at det åbner op for, at I sammen kan snakke om de ting, som I hver især tænker over eller bekymrer jer om - også når det handler om sex. Det er helt naturligt, at man i jeres alder begynder at tænke på sex, og det er også naturligt, at man kan være lidt genert over at dele sine tanker med sine veninder, hvis man er den første til at bringe det op. 

Der kan også være andre, du kan tale med om det. En mulighed kunne være at tale med din mor. For nogen kan det virke pinligt at skulle tale med sine forældre om sex, men din mor har også selv haft 'en første gang' og ved måske også, hvilke følelser der kan være i det. En anden mulighed kan også være at tale med en lærer om det. Det kan være, at du har en lærer, du har det godt med, som du tænker, du kunne tale med det om. Du skal hvert fald ikke gå med dine tanker alene. 

Jeg håber, du kan bruge svaret, og du får talt med nogen om det. 

De venligste hilsner,

Kathrine. 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program