Skæv pik

brevkassespørgsmål

Skæv pik

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 uge 5 dage siden

Min pik drejer ret meget til venstre når jeg har boner. Skal jeg være bange for om jeg kan have sex eller hvad. Jeg ornanerer vær dag og det er fint. Men er det forskelligt med rigtig sex.

Svar: 

Hej Anonym

Tusind tak for dit spørgsmål – det er rigtig godt, at du skriver.

Det med at have en skæv pik kan godt virke lidt bekymrende, men i langt de fleste tilfælde er det helt normalt og slet ikke noget, man behøver at være nervøs for. Især i din alder er det helt almindeligt og sjældent noget, der kræver behandling.

Faktisk har mange mænd en pik, der ikke er helt lige. Det er helt normalt – op mod hver tiende mand har det, og det kan enten være noget, man er født med, eller noget, der kommer senere i livet.
Du kan læse mere om det her, hvor de også skriver følgende:
"Uanset om skævheden er medfødt eller tilstøder senere i livet, giver lettere skævhed af penis ingen gener. Skævheden skal kun behandles i de få tilfælde, hvor graden af skævhed besværliggør samleje."

Så det er altså kun hvis det bliver svært at have sex, at man behandler den.

Og det er jo netop dét, dit spørgsmål handler om – om det kan påvirke, om du kan have sex. Det er meget usandsynligt, at det bliver et problem. Som sagt har mange mænd en vis skævhed uden at opleve nogen former for besvær. Hvis du ikke har smerter, når du onanerer, så er der heller ikke noget, der tyder på, at det vil gøre ondt, når du har sex. Dog er det helt normalt, at sex – især de første gange – kan gøre lidt ondt eller føles anderledes, men det skyldes ikke, at din pik er skæv.

Så kort sagt: Du har højst sandsynligt ikke noget at bekymre dig om.

Vil du gerne være helt sikker kan du altid prøve at søge lidt på nettet og sammenligne hvordan andre pikke ser ud, i forhold til din (det er en dum idé at sammenligne sig med pikke man ser i pornofilm, fir de er på ingen måder et spejl af virkeligheden).
Og ellers er det en god idé at snakke med din læge. Det kan være at han beder dig om at tage nogle billeder af den mens den er stiv, og så komme ind til et tjek - så er du i hvert fald helt sikker!

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig! 
Mvh. Chris - Cyberhus

cyberhusrasmuss billede
Chris fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program