Hej Karoline.

Tak fordi du skriver. Det lyder virkelig som en svær situation, du står i lige nu og hvor er det stærkt, at du rækker ud for at få hjælp til at passe på dig selv. Det kræver mod at mærke, at noget påvirker en negativt og prøve at finde strategier til at håndtere det.

Det er hårdt at bo tæt på nogen, der har et kort temperament eller måske ikke rigtig lytter, når man prøver at række ud. Og selvom du prøver at være “cool” og “ligeglad”, er det helt naturligt, at det alligevel påvirker dig. Ingen kan være fuldstændig upåvirkede, når man bor sammen med en, der fylder meget følelsesmæssigt.

Du spørger, hvad du kan gøre for at passe bedre på dig selv, og det er virkelig et vigtigt spørgsmål. Det er forskelligt, hvad der virker for folk, men jeg har et par tanker omkring det.

For det første vil jeg sige: Det er okay at skrue ned for forventningerne til, hvor meget du kan ændre på din mors opførsel. Det er ikke din opgave at få hende til at lytte mere eller være anderledes. Jeg ved ikke, om det er en lettelse eller en yderligere frustration for dig at tænke sådan, men nogle mennesker kan desværre være meget svære at nå ind til. I sådanne situationer handler det om at beskytte sig selv bedst muligt i stedet for at prøve at ændre dem.

Noget, du kan prøve, er at skabe små åndehuller i din hverdag, hvor du får ro fra stemningen derhjemme. Det kan være at tage på ture ud af huset, lave aftaler med venner, tage ud og få motion, læse på biblioteket eller bare tage høretelefoner på og høre noget, der kan få dig til at koble lidt af. Små pauser kan gøre en stor forskel, når man bor i et hjem, der føles tungt.

En anden ting, du måske kan prøve, er at lave en slags "mental beskyttelsesboble" for dig selv. Det kan lyde lidt fjollet, men nogle oplever, at det hjælper at forestille sig, at de har en usynlig boble omkring sig, som kan holde negative ord og stemninger ude. Når din mor reagerer skarpt eller er fraværende, kan du prøve at sige til dig selv "Det her handler om hende, ikke om mig." Det kan måske hjælpe dig med ikke at tage hendes humør så meget ind.

For nogen hjælper det også at skrive tanker og følelser ned. Det kan være en måde at få lidt af frustrationen ud på, uden at det nødvendigvis skal siges højt til din mor, hvis hun ikke er åben for det.

Det, jeg dog tror, vil hjælpe dig mest, er at minde dig selv om, at du kun bor hjemme midlertidigt. Du er på vej mod din egen lejlighed. Dit eget rum, hvor du kan indrette livet, som du har brug for. Når tingene føles tunge, kan det være en hjælp at tænke på det som en fase, du skal igennem. En fase, som du faktisk allerede er på vej ud af. Jeg ved, det kan føles som om, man går og holder vejret, men du kan heldigvis snart puste ud.

Jeg vil også sige, at det er helt normalt at have blandede følelser, når det er ens forælder, der er svær at være omkring. Du skriver, “hun er jo min mor,” og ja, det gør det ofte endnu mere komplekst og sårbart. Du må gerne have brug for afstand, samtidig med at du stadig holder af hende.

Jeg har lyst til at opfordre dig til at snakke mere med hende om det, men jeg får fornemmelsen af, at du måske allerede har prøvet ud fra, hvordan du skriver brevet? Hvis ikke, kunne du prøve at starte en samtale på en rolig måde, for eksempel sådan her:

”Jeg har lagt mærke til, at der har været nogle spændinger mellem os på det sidste. Det går mig utroligt meget på, fordi du er min mor, og jeg elsker dig. Tror du, vi kunne prøve at tale om det sammen på en stille og rolig måde, så de her spændinger ikke går ud over vores forhold?”

Husk at passe godt på dig selv. Du lyder som en, der allerede er rigtig god til at mærke efter og tage ansvar for din egen trivsel. Det er en kæmpe styrke, selvom det føles svært i øjeblikke, hvor andre måske ikke er lige så gode til det – og hvor man kan føle, at ansvaret bliver påduttet én selv.

Held og lykke med det hele – og med din kommende lejlighed.

De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus