Sex med ven

brevkassespørgsmål

Sex med ven

brevkassespørgsmål af
Fuckboy
16 år
Oprettet 6 år 8 måneder siden

Hej jeg er en dreng på 16 år som gerne vil have sex med sin drømme pige. I er kun venner. Pigen er 15år men vi har kun kendt hindanden i ca 0,5 år, men vir er meget gode venner. Jeg tør h erken at kysse hende, invitere hende uf, eller spørge om hun vil have sex.

Svar: 

Hej Fuckboy

Jeg tror mange drenge kan genkende den der følelse. Det kan virkelig være svært at skulle tage det store skridt, og melde klart ud. Risikoen for at få et nej, kan gøre én rigtig bange, og være med til at holde én tilbage.
Jeg er lidt i tvivl om du er forelsket i din veninde? Du skriver at du gerne vil have sex med din drømmepige, men er det "kun" sex du er interesseret i? Jeg tænker det er ret afgørende for hvordan du skal gribe situationen an. 

Når du nu allerede kender din drømmepige, og I allerede er rigtig gode venner, tænker jeg du bliver nødt til at overskride den der svære grænse, og få fortalt hvordan du har det. Måske har hun også lyst til sex med dig. Måske har hun lyst til endnu mere. Måske tager hun en dag initiativet, og spørger dig. Det var en masse måske. Den eneste måde, hvor du kan være sikker på at der sker noget, er at du selv tager skridtet og gør noget ved det. I hvert fald hvis du gerne vil have at noget skal blive anderledes mellem jer. 

Spørgsmålet er om du er parat til at risikere, det I har sammen nu?
Der er en risiko for at hun ikke har lyst til det samme som dig. Det kan selvfølgelig være rigtig svært at blive afvist, og måske kan det endda betyde at jeres venskab ændrer sig bagefter?
På den anden side er der også en chance for at hun føler de samme ting, og at jeres venskab kan udvikle sig til noget endnu stærkere og bedre. 

Men kærlighed er nogle gange lidt ligesom spil. Hvis man ikke spiller kan man heller ikke vinde. Hvis man ikke er parat til at satse og investere, er chancen for at få "mere" meget lille. Og hvis hun er din drømmepige, er hun måske den helt rigtige at satse på?

Hvis det kun er sex, du er interesseret i, kunne du selvfølgelig spørge direkte. En anden mulighed kunne være at spørge lidt "rundt om" det med sex. Kender du andre vennepar som har haft sex, og bruge det som eksempel, til at spørge hende om hvad hun tænker om det? 

Hvis du er interesseret i mere end sex, skal du måske overveje at fokusere på noget andet end sex. Så skal du nok nærmere prøve at fortælle hende noget om hvad du føler, og hvorfor hun er din drømmepige. Fortæl hende at du nyder jeres venskab, og at du gerne vil prøve at tage det skridtet videre. 
Hvis hun også har stærke følelser for dig, og I får et andet forhold, skal det med sex nok komme helt af sig selv. 

Jeg kan ikke give dig en opskrift på hvordan du gør. For det er forskelligt fra person til person. Husk at hun allerede har valgt dig som ven. Hun holder af dig, som du er, så du behøver ikke "opfinde" noget smart. DU skal bare være dig, og fortælle hende hvad du tænker og føler. (ved godt det ikke er så enkelt)
Jeg kan godt forstå, du er nervøs for at spørge, men igen. Hvis du vil have chancen for at vinde hende, må du være villig til at risikere noget af dig selv. 

Held og lykke med det
Lasse

Lasses billede
Lasse fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program