Sex med skolelærer
Sex med skolelærer
jeg er en dreng på 15 år og er forstyrret af mine tanker når det gælder min klasse lærer. i skolen når jeg ser hende Tænker jeg så meget på at spørger hende om ik vi lige skulle gå ud på toilettet og kneppe men er såååååå bange for et nej. da det ville blive delt med alle. der er mange af mine venner der har det på samme Måde. hvad skal jeg gøre kan jeg godt spørge hende?
Kære dig
Tak for dit brevkassespørgsmål. Jeg vil lige starte med at sige, at det er helt almindeligt at have fantasier om eller crushes på sin lærer. Især når man er i teenagealderen og puberteten, hvor hormonerne suser rundt i kroppen og hvor man måske ofte oplever at have lyst til sex i tide og utide. Der er mange, der, ligesom dig, har oplevet at have seksuelle fantasier om deres lærer og det er helt normalt. Du skriver også, at mange af dine venner har det på samme måde, som dig, hvilket fortæller noget om, at det ikke er unormalt at have det, som du har det. Måske oplever du, at din lærer er meget omsorgsfuld og bliver tiltrukket af det? Måske er det hendes udseende, som du er tiltrukket af? Der er dog forskel på at have fantasier og på at føre dem ud i livet. Nogle andre, jeg har snakket med om samme emne, har forklaret, at de seksuelle fantasier handler mere om, at de er fascineret af deres lærer end at det handler om en reel forelskelse. Mon det også er sådan, du har det?
Som nævnt er det ikke unormalt at være tiltrukket af og have lyst til sex med sin lærer. Spørgsmål er så, om du skal gøre noget ved det. Det er vigtigt for mig at understrege, at det ifølge lovgivningen er ulovligt for folk i professionelle positioner og som arbejder med børn og unge (f.eks. lærer, trænere osv.) at have et forhold med børn og unge under 18 år. Det betyder konkret, at din lærer efter loven ikke må have et romantisk eller seksuelt forhold med dig, fordi du er hendes elev og fordi du er under 18 år. Ifølge loven må hun altså ikke have sex med dig. Jeg er sikker på, at din lærer kender til den her lovgivning, fordi det er en del af hendes arbejde. På baggrund af det tænker jeg, at det er bedst, at dine fantasier bliver i hovedet og ikke bliver ført ud i livet. For det første kan det have store negative konsekvenser for jer begge to. Hvis din lærer siger ja og I har sex, er der stor risiko for, at hun bliver fyret, fordi hun har gjort noget, som er ulovligt. Som du forklarer, er der risiko for, at det "bliver delt med alle", hvis du får et nej fra din lærer. Jeg tænker også, at det ikke vil være rart for dig, at du bliver et stort samtaleemne, hvis du har haft sex med din lærer. Det er måske ikke det svar, som du havde håbet på, men din lærer gør faktisk noget ulovligt, hvis I har sex. Måske har du mulighed for at vende dine lyster til noget positivt i stedet for? Måske giver det dig en masse god energi på en måde, hvor du forbereder dig ekstra til hendes timer eller du måske gøre mere ud af dig selv?
Ofte er det sådan, at fantasier eller chruches ændrer sig med tiden og måske forsvinder helt. Måske finder du på et tidspunkt en pige på din egen alder, som du synes er interessant eller får en sød kæreste, du kan have sex med og så bliver din lærer måske mindre interessant med tiden. Du skriver i din besked, at du oplever, at du bliver forstyrret af dine tanker om din lærer. Jeg kunne forestille mig, at tiden vil mindske det, fordi du måske kommer til at koncentrere dig mere om pigerne på din egen alder og som du kan være sammen med uden at det er ulovligt.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar og fik nogle værktøjer til, hvordan du kan tackle situationen.
De bedste hilsner,
Malou