Sex for første gang

brevkassespørgsmål

Sex for første gang

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Hej jeg er lidt i tvivl om hvordan man har sex med en pige. Jeg har en kæreste der gerne vil have sex. Vil også gerne have sex men er lidt i tvivl om hvordan man gør. Jeg håber du kan hjælpe mig.

Svar: 

Hej med dig!

Det er rigtig dejligt, at du har en kæreste, som du er glad for, og også at I føler jer klar til at have sex med hinanden. Jeg kan dog godt forstå, at det måske også er noget, man kan være lidt nervøs for, hvis man som du måske er lidt i tvivl om, hvordan man gør. 

Jeg vil starte med at sige, at der er flere forskellige typer af sex, og det er meget forskelligt, hvad man bedst kan lide, og det kræver måske lidt udforskning at finde ud af det. Nogle har det rigtig godt med at give f.eks. handjobs eller blowjobs eller anden oralsex, mens andre foretrækker penetrationssex. Da det virkelig kan være vidt forskelligt fra person til person, hvad man nyder mest, så kan det være en rigtig god idé at snakke med sin partner om det, og hvis det er jeres begges første gang, så måske prøve jer lidt frem og stemme af med hinanden undervejs. Fortælle hinanden hvis noget føles rigtig rart, og også hvis noget føles mindre rart. Det er i hvert fald rigtig vigtigt at lytte til hinanden, så det er godt for jer begge to, og det kan det også sagtens være hvis I f.eks. finder ud af at I foretrækker noget forskelligt, så kan man måske skiftes til at tilfresstille hinanden. For nogle kan det at tilfredsstille sin partner f.eks. med et handjob, også være noget, de selv får stor tilfredsstillelse ud af. 

Jeg tænker, at det kunne være rigtig fint for dig og din kæreste at prøve jer lidt frem. Jeg har i afsnittet ovenfor linket til nogle artikler på Sexlinjen, som du måske vil finde nyttige. Du kan også surfe lidt rundt derinde, og se om der eventuelt er andre emner, du gerne vil vide lidt om, inden I begiver jer ud i det. I forlængelse af det vil jeg gerne lige nævne, at det ikke er alting, som er lige sexet under sex, men at det er helt naturligt og helt okay. Der kan ske så meget, og nogle gange så smiler eller griner man bare lidt af det, og så forsætter man, for sex er sjældent, som det fremstilles i film og i porno og så meget andet, og nogle gange knalder man måske hovederne sammen eller må stoppe for at få vejret eller noget helt tredje. Det er som sagt helt normalt, helt okay og måske også nogle gange bare en del af oplevelsen. 

Apropos en del af oplevelsen, så er det også rigtig vigtigt med beskyttelse, når man har sex. Der er mange forskellige former for prævention, nogle dækker kun mod graviditet, mens andre dækker mod både graviditet og sexsygdomme, såsom et kondom. Nu ved jeg ikke om det er jeres begges første gang, men hvis det ikke er, så kan det være en rigtig god idé at få tjekket jer for sexsygdomme inden I har sex, da man godt kan have en sexsygdom uden at have symptomer på det. Desuden er der også flere sexsygdomme, som f.eks. også smitter ved oralsex, så måske det i hvert fald er en god idé lige at snakke det igennem inden, eller i hvert fald bruge et kondom som altså beskytter mod begge. 

Når alt det her så er sagt, så tænker jeg, at det nogle gange handler om at kaste sig ud i det og prøve det. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at have sex på, så længe begge parter har lyst og nyder det. Så prøv jer frem, lyt til jer selv og hinanden, så er jeg sikker på, at det nok skal gå rigtig godt. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og så håber, jeg at det bliver en rigtig god oplevelse for både dig og din kæreste. 

De bedste hilsner 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program