Kære Line

Det smerte og den fortvivlelse, du oplever, er utroligt reel, og det er modigt af dig at åbne op omkring det. Det er vigtigt at huske, at du ikke er alene i den her kamp. Selvmordstanker og selvskade er meget udfordrende at håndtere, men der er hjælp og støtte at hente, og ved at skrive, har du allerede taget et stort og vigtigt skridt på vej mod den hjælp. 

Jeg vil gerne starte med at kommentere på det her med dine ar, men jeg vender selvfølgelig tilbage til selvmordstankerne.
Det kan være en udfordrende proces at lære at acceptere dine ar og endnu sværere at nå til at du føler dig tryg ved at vise dem til andre. Jeg har talt med en del unge, der selvskader, og de fleste fortæller om at de ofte mærker en meget stærk følelse af skam, og af at føle sig forkert, fordi at de selvskader. Jeg tænker det kan skyldes at selvskade stadig er tabuiseret, selvom det faktisk er noget som utrolig mange unge har erfaringer med. Jeg tænker ofte selvskade som en strategi til at håndtere tanker eller følelser, som kan være svære at håndtere. Det er i hvert fald det jeg ofte hører at unge fortælle. At når en tanke eller en følelser fylder for meget eller bliver for svær, så kan selvskaden hjælpe til at føle at man får lidt kontrol tilbage. Så selvskade kan være en strategi til at passe på sig selv, eller til at kunne holde ud "at være". Det betyder også at selvskaden egentlig er et udtryk for at man forsøger at gøre noget positivt for sig selv. Og mange oplever også at selvskaden netop kan virke dæmpende på alt det svære. Udfordringen er så samtidig at det ikke nødvendigvis er den bedste strategi på den lange bane. Både fordi der følger en masse ar, risiko for at man kommer virkelig svært til skade, og ikke mindst at der så følger en masse svære følelser, såsom skam med. 

Jeg skriver alt det her fordi jeg tror første skridt til at løse dine udfordringer med at have så mange ar, er at acceptere den strategi du har truffet, og at du har valgt at selvskade, i et forsøg på at passe på dig selv. Jeg tænker det vil være rigtig godt for dig at få hjælp til at ændre dit mønster, så du kan erstatte selvskaden med en bedre strategi. Lige nu er det bare vigtigt at du ved at selvskaden ikke er udtryk for at du er forkert. Det er udtryk for at du prøver. At du kæmper for at få det bedre. 
Når først du måske kan tænke lidt mere positivt om årsagen til at du selvskader, kan du måske også bedre se arene i et andet lys? Arrene definerer ikke dig som person. De er en del af din rejse, men de er ikke hele din historie, og du er nødt at være tålmodig med dig selv, mens du arbejder med at acceptere og omfavne hele dig....også de ar, du bærer med dig. 

Jeg kan godt forstå, hvis du har det svært ved at vise dine ar til alle. Måske kunne du overveje at "øve" dig, ved at lade en enkelt eller to, mennesker, som du føler dig tryg ved se. Nogle dage har man mere overskud end andre, og det kræver energi at turde vise sine ar, fordi de jo netop er forbundet med svære følelser. Jeg vil også opfordre dig til at tage små skridt uden for din komfortzone, selvom det kan være skræmmende. Det er et kæmpe skridt at gå fra at gemme alle ar, til pludselig at vise dem overfor alle til svømning. Jeg tænker sagtens du kan nå dertil, men det er altså helt okay, at det er en længere rejse for dig.

I forhold til dine selvmordstanker, så tænker jeg at det er helt afgørende at du får noget hjælp til at håndtere dem, når de kommer til at fylde, som de gør lige nu. Ligesom selvskade egentlig kan være en strategi til at holde ud, og få det bedre, så tænker jeg også at selvmordstanker kan være udtryk for andet end ønsket om at dø. 
Jeg oplever oftere at selvmordstanker er et udtryk for et brændende ønske om at skabe forandring i livet. Det er lidt ligesom med fysisk smerte. Den kommer fordi kroppen sender et signal til hjernen om at man skal handle. Eksempelvis at man skal flytte sig ind i skyggen, hvis man er ved at blive forbrændt af solen. Selvmordstanker er hjernens og følelsernes måde at sige...'hey, der er noget galt, og du skal handle, så tingene kan blive anderledes'

Og tingene kan blive anderledes. Du kan opnå den forandring, du ønsker dig, så du bliver glad i dit liv, og din hverdag. Et sted at starte kunne være at komme forbi vores sms-chat. Du kan være helt anonym, og sammen med en rådgiver, kan du sætte flere ord på hvad der er der fylder indeni, og sammen kan I blive klogere på hvordan du kan få den hjælp og støtte, som du har brug for. Livslinien sidder også altid klar på telefon 70 201 201. De har enormt dygtige frivillige rådgivere, der kan hjælpe, når tankerne er værst. Her er du selvfølgelig også anonym. 
Hos foreningen spiseforstyrrelser & selvskade ved de virkelig meget om selvskade, og de har mange forskellige muligheder for støtte og hjælp. Du kan læse mere her: https://spiseforstyrrelse.dk/raadgivning

Det kan også være du har nogen tæt på dig, som kunne hjælpe. En forælder, en lærer eller en anden voksen, som du er tryg ved. Måske kan de selv hjælpe, og ellers kan du hjælpe dig med at finde den rigtige hjælp. Det kunne være mere professionel hjælp, hos eksemeplvis en psykolog. 
Hjælpen kan komme i mange former. Det afgørende er at du fortsætter med at række ud, ligesom du har gjort her i brevkassen, for det nytter, og der er mange der gerne vil hjælpe. 

Du er stærkere, end du måske tror, og der er lys for enden af tunnellen. Hold fast i håbet og søg hjælp. 

Mange hilsner Pedro