selvmord

brevkassespørgsmål

selvmord

brevkassespørgsmål af
akak
13 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

jeg har længe gået og tænkt på det her men bliver altid gode venner med min bedste veninde vi kommer sjælendt op og skændes og sagde til hende at hun skulde vælg mellem mig og en dreng ska lige siges han har leget med hendes følser 2 gange og ka ik klare hun snakker dårligt om sig selv mere det irritere mig dumt og blive fkn ked af det, nu er vi blevet uvenner og overvejer at dø blev hjemme fra skole idag og ka ik klare og se hende igen da hun er fkn sur på mig og det ska siges hun er den eneste jeg ka lig i min klasse. plz svar hurtigt har ik lyst til at snakke med nogen om det

Svar: 

Hej med dig. 

Sikke et ubehageligt skænderi, du har haft med din veninde. Det kan jeg godt forstå, at du bliver ked af det over. Jeg bemærker til at starte med, at du har valgt at kalde titlen på dit brev for "selvmord". Det er meget bekymrende, at du skriver, at du overvejer at dø, så det vil jeg lige kommentere på til at starte med. 

Du skriver, at du er blevet uvenner med din bedste veninde og at du nu overvejer at dø, altså at begå selvmord. Jeg ved selvfølgelig ikke, om du mener det 100 procent eller om det er en måde, så det er lettere at forstå, at du er meget ked af det, der er sket mellem dig og din veninde. Jeg mener dog, at tanker om selvmord er noget, der skal tages meget alvorligt. Hvis du oplever at have selvmordstanker eller tænker på at skade dig selv, så er det rigtig vigtigt, at du tager fat i en voksen og får snakket om, hvordan du har det. Hvis du har brug for at snakke med nogen, der ikke er en voksen, du kender, så vil jeg anbefale dig at gå ind på Livslinien. De har både telefon-, brevkasse- og chatrådgivning og er gode til at snakke med unge, der har tanker om selvmord. Det er ihvertfald rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om det. 

Jeg kan forstå, at det der især går dig på er, at du og din veninde er blevet uvenner. Det er aldrig rart at skændes med en veninde. Du skriver, at I skændes, fordi du sagde, at hun skulle vælge mellem dig og en dreng. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig svært ikke at gøre noget, når din veninde er sammen med en, der ikke behandler hende ordentligt. Du er en rigtig sød veninde, at du gerne bare vil have, at hun har det godt og ikke snakker dårligt om sig selv. Alligevel bliver jeg nødt til at fortælle dig, at det jo er hendes eget valg, hvem hun skal være kærester med. Det er det, selvom at alle omkring kan se, at drengen er rigtig dårlig for hende. Jeg tror, at det bedste du kan gøre er at give hende plads og så må hun selv få tid til at finde ud af, at han ikke er god for hende. Vi vælger desværre ikke selv, hvem vi forelsker os i og lige nu er hun forelsket i ham. Det er nok også derfor, hun bliver så sur på dig, når du prøver at sige noget. 

Jeg kan godt forstå, at det er svært, at din bedste veninde er sur på dig. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at I får snakket om de her ting. Du kan forklare hende, at du bliver ked af det, når hun er ked af det og det var derfor, du sagde, at hun skulle vælge mellem dig og hendes kæreste. Fordi du har svært ved, hvis hun skal blive så ked af det igen. Du kan også forklare, at du har lagt mærke til, at hun snakker meget grimt om sig selv, når hun er sammen med ham og det er ikke rart for dig at høre, at han ødelægger hendes selvtillid. Mit råd vil også være at fortælle hende, at du altid vil være der for hende og hun ikke behøver at vælge mellem ham og dig. Selvfølgelig kan det godt blive svært, når han så ikke er så god ved hende, men som veninde er det vigtigt at støtte og være der, når hun er ked af det. På den måde kan hun også være der for dig, når du er ked af det. 

Jeg ved, at det hele virker meget svært lige nu. Men husk på at det bliver bedre igen. Selvom livet nogle gange kan være rigtig svært, så husk på at det bliver bedre igen. Snak ud med din veninde og få løst jeres problemer. Og så husk på at tage fat i en voksen, hvis du får de her tanker om at ville dø. Det er rigtig vigtigt, at du snakker om det. Så skal det hele nok løse sig og blive godt igen, så du også kan blive glad igen. Du har mange gode stunder at se frem til, hvor du skal være sammen med dine veninder. Selvfølgelig vil I skændes engang imellem, men det er kun en del af det at være ung og have venskaber. Husk på de gode tider og tænk, at sådan skal det nok blive igen. Jeg ønsker dig alt held og lykke med din veninde. 

Kærlige hilsner 

Signe M.

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program