Kære Remi

Tusind tak fordi du skriver ind til os og giver os mulighed for at hjælpe dig. Det er så modigt af dig at italesætte det, du har så svært ved, især når det kommer til selvskade.

Jeg vil starte ud med at fortælle dig, at selvskade er desværre en adfærd rigtig mange unge og voksne har tillært sig for at håndtere det liv, de lever. Langt de fleste har en eller flere venner, der selv har været ude i det, men det er et svært emne at tage op med dem, der står en nærmest. Du er ikke forkert fordi du føler dig skamfuld og bange for, hvad der sker, når du spørger om hjælp. Det er heller ikke forkert, at du skammer dig over, at du bruger selvskade til at håndtere dit liv.

Desværre er skam oftest en årsag til, at folk ikke rækker ud efter hjælp. Det kan være svært for dem, der aldrig har begået selvskade, at forstå hvorfor nogle gør det. Det er også et stort tabu-belagt emne, for det er en adfærd, der efterlader ar og kan udsætte folk for reel fare, skulle de kommer for dybt eller ikke passe ordentligt på sårene. Med andre ord: dem, der aldrig har gjort det, kan måske slet ikke forstå det, og derfor kan det være så skamfuldt at tale om det. En anden årsag til din skam kan også være, at du føler, at det at reelt spørge efter hjælp betyder, at du har brug for det. At indrømme man er kommet så langt ud, at man ikke selv kan stoppe det, kan være overskridende. Noget helt andet er også, at du står overfor, at hvis nogen vælger at gøre noget, kan det betyde, at du er nødt til at stoppe det. Skulle det eksempelvis være, at nogen fortalte dine forældre det, kan det pludselig betyde, at du bliver overvåget og holdt øje med på en måde, som du heller ikke bryder dig om, selvom de måske gjorde det for at passe på dig. Det kan nemt føles som at miste kontrollen, hvis hjælpen bliver givet på en måde, som ikke er hjælpsom for dig.

Du nævner SS, og at du søger efter et alternativ til det. Der findes mange steder, hvor du kan tale om dit mentale helbred. Her hos Cyberhus er du altid velkommen til at bruge chatfunktionen og gruppechatten. Du kan også ringe ind til Headspace og tilgå Mindhelper, der har gratis ressourcer til at håndtere forskellige problemer som angst og depression. Men jeg tror, at det bedste du kan gøre for dig selv, er at opbygge sociale feeds online, hvor der er fokus på mentalt helbred på en positiv måde fremfor SS, hvor fokuset ofte bliver på, hvor svært det er. Man kan nemt skabe et ekko-kammer, der bekræfter ens følelser og forstærker dem. Ved at opbygge positive feeds hjælper du også dig selv med at tro på, at der er lidt håb på den anden side, og der hvor du er lige nu ikke er sidste stop.

Skammen er og bliver elefanten, du er nødt til at sluge. Og det er så svært, det ved jeg. Men når du på et tidspunkt er klar, så vil jeg foreslå dig at tage fat i en voksen. Andre unge på din egen alder står helt sikkert også i samme problem, men det er ikke sikkert de har ressourcerne til at hjælpe dig. Derudover er jeg desværre også klar over, at ikke alle har forældre, de kan gå til eller stoler på. Men en voksen kan også være en lærer eller en fodboldtræner, en ældre søskende eller et andet familiemedlem. Det vigtigste er, at du stoler på dem. Du behøver ikke fortælle dem alt. Du kan starte med at fortælle, hvilke følelser, du kæmper med. Eller at du har svært ved at håndtere en trang til at gøre skade på dig selv, men du har brug for ikke at blive skældt ud over det. Det kan være første skridt til at få hjælp.

En helt anden måde at tilgå hjælp er, at du kan gå til en skolepsykolog. Om du er i folkeskolen, på gymnasiet, på en erhvervsuddannelse eller anden form for ungdomsuddannelse, er der som regel en skolepsykolog, man kan gå til. Det er anonymt, og de har tavshedspligt. Du behøver ikke forklare nogle andre end psykologen, hvorfor du har brug for det. Og du vælger selv at fortælle, hvad du har på hjerte. En psykolog skal kun reagere på selvskade, hvis de mener, at du er i fare for at tage dit eget liv eller er i fare for at skade andre.

Du kan også gå til lægen. Her er der en chance for, at lægen vil tage dine forældre indover, da du er 15. Det er kun for at passe på dig, at lægen gør det, da lægen i sig selv ikke kan hjælpe dig, når du er hjemme. Men han kan starte et forløb med dig, hvor I sammen finder ud af, hvad der kan gøres, hvordan du finder hjælp, og hvilken form for hjælp, der er bedst for dig.

Uanset hvad du vælger som det første skridt, så har du allerede taget springet. Du har skrevet herind, og det er så enormt modigt af dig. Du har ingen grund til at skamme dig, kære ven. Du er ikke unormal, og selvom selvskade er så svært at forstå for nogle, så håndterer du dine problemer på den eneste måde, du kender itl lige nu. Dit næste skridt er, at få hjælp til at få bedre metoder til at håndtere dem, så du kan få det bedre. Jeg er så stolt af dig, Remi. Jeg håber virkelig, at du finder modet til at overvinde skammen - jeg ved du har den.

Frida fra Cyberhus