Usikker

brevkassespørgsmål

Usikker

brevkassespørgsmål af
Paranoid
15 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej jeg er 15 og har en kæreste på 18. Vi havde  beskyttet sex sidste måned og jeg fik min menstruation 2 dage efter og så havde vi ikke sex i 22 dage efter min menstruation, men for to dage siden var det 23 dage hvor vi ikke havde haft sex og havde beskyttet sex den dag. Nu er det cyklus dag nummer 29 og jeg har ikke fået min mens jeg har havt lidt ondt i underlivet to de sidste dage i perioder det føles som æggeløsning. er der nogen changse jeg er gravid.... Er meget paranoid

Svar: 

Kære du.

Tak, fordi du skriver. Det er ikke rart at gå og være paranoid. Der er netop besvaret et andet spørgsmål i brevkassen om graviditet, jeg bruger lige lidt af det her også, da det også er relevant for dig:

"For at blive gravid, skal en sædcelle fra manden befrugte et æg i kvinden. Det fungerer ikke sådan, at der altid sidder et æg klar til at blive befrugtet, der er højst sandsynlighed ved ægløsning, hvor ægget frigives og bevæger sig ned gennem æggelederen. Der er mindst sandsynlighed omkring menstruationen, hvor det ubefrugtede æg "skylles ud". Når manden får udløsning (kommer), indeholder sæden faktisk ca. 300 millioner sædceller, og kun én er nødvendig for at befrugte ægget. Derfor er det altså heller ikke nødvendigt at alt sæden kommer op i skeden. Sædceller er utrolig aktive og kan også "svømme" langt, for eksempel helt fra åbningen af skeden. Dog er der stadig kun ca. 30% chance for at blive gravid omkring ægløsningen, så det kan faktisk for mange være svært og tage tid at blive gravid. Derfor skal man selvfølgelig stadig beskytte sig mod graviditet, hvis man ikke ønsker dette."

Du skriver, at du og din kæreste har haft beskyttet sex, men du skriver ikke, hvilken slags beskyttelse I har brugt, derfor kan jeg heller ikke sige så meget om risikoen for, at du er gravid, selvom I har brugt beskyttelse. Hvis I har brugt kondom, har I været beskyttet både mod graviditet og kønssygdomme, men det kan ske, at kondomet springer og noget af sæden alligevel har kunnet komme op i skeden. Hvis du er på p-piller eller mini-piller, har I været beskyttet mod graviditet men ikke kønssygdomme, og hvis du har taget pillerne rigtigt (1 hver dag), er der meget lav risiko for, at du skulle være blevet gravid alligevel. Hvis du har glemt en eller flere piller, er det mere sandsynligt. Hvis I faktisk har haft Ubeskyttet sex, er risikoen for at du er gravid selvfølgelig noget højere.

Kvinders cyklusser er meget forskellige, og jeg kan ikke ud fra det, du skriver sige noget om, hvorvidt du er gravid eller ej. Hvis din menstruation er forsinket, og du er meget bekymret, synes jeg, du skal tage en graviditetstest. Dem kan man købe på apoteket, i matas eller i de fleste supermarkeder. Mange af dem kan man tage ret hurtigt efter, man har haft sex, det står oftest på pakkerne, hvornår de kan opfange graviditet. Du kan også blive testet hos din læge, hvilket giver det sikreste svar. Der er ikke så meget andet at gøre end at vente på din menstruation og så tage et par tests.

Jeg håber, det hele løser sig for dig, og at du kan bruge mit svar.

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program