U-eksisterende (indre)skamlæber?

brevkassespørgsmål

U-eksisterende (indre)skamlæber?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 19 timer siden

Hej

Jeg er en pige på 16 som lige om lidt fylder 17 år. Jeg har gået lidt og tænkt over mit udseende forneden, det er slet ikke fordi jeg har et problem med det, eller fordi jeg tænker meget over det men det ville være rart at høre omkring det. Mine tanker omkring dette emne startede da jeg snakkede med et par veninder om hvordan man selv opfattede sig selv og accepterede ens fejl. En af mine veninder fortalte at hun var ked af sine indre skamlæber eller kønslæber, som det burde kaldes da der intet er atskamme sig over ;-). Hun følte ubehag ved sine indre kønslæber, da hun mente at de var grimme og store og hun følte sig forkert forneden da de hang udenfor de ydre. Det er dog i den helt anden boldgade med mig, jeg har meget små måske næsten ueksisterende kønslæber, hvilket bekymre mig. Man kan selvfølgelig ikke generalisere unge piger, og vi ser nok alle forskellige ud. Men er det virkelig normalt ikke at have voldsomt store indreskamlæber? De er der, men de er ikke specielt store. Jeg har lavet min egen re-search og set rundt omkring på nettet omkring kønslæber, men det eneste jeg oplever er kvinder der er flove over deres store og hængende skamlæber. Så måske burde jeg bare være tilfreds over at mine ihvertfald ikke hænger? Der går nok noget tid før jeg er færdigudviklet, men kan jeg 'nå' at få store og hængende kønslæber? 

Jeg har ikke været i seng med en fyr endnu og kan derfor ikke be - eller af bekræfte om jeg ser ok ud forneden. 

Jeg håber ihvertfald på at i vil kaste lidt lys over situationen. Tak.

Mvh / Bedste hilsner Sofie

Svar: 

Hej Anonym

Jeg vil meget gerne prøve at kaste lidt lys over situationen. 

Og lad os bare kaste os direkte ud i det. At de indre kønslæber er meget små er fuldstændig normalt og lige så almindeligt som de piger/kvinder hvis indre kønslæber der er meget tydelige.

Jeg tror at rigtig mange kan genkende det med at det kan være meget let at se det smukke og skønne i andre mens det er meget lettere at finde fejlene hos sig selv. Jeg tror desværre det er en af de ting som vi mennesker alt for ofte gør. 

Lige præcis når det kommer til hvordan man ser ud for neden kan det også godt være lidt svært at få sådan et rigtig "reality-tjek" på hvad der er normalt. For det er jo ikke nødvendigvis så tit man ser hvordan andre piger/kvinder ser ud. 

Men der findes faktisk en side hvor der ligger en masse billeder, så man kan se hvordan helt almindelige danske kvinder ser ud. Siden drives af de samme som udgiver bøgerne "kvinde kend din krop", og billederne er blandt andet indsamlet på Roskildefestivalen, hvor der stod et lille skur med en stol med et kamera under hvor man så kunne sætte sig og få taget et billede. Formålet med siden er netop af give danske piger og kvinder et rigtigt billede af hvor forskellig man kan se ud. Du finder billedgalleriet her. Hvis du klikker ind forbi er jeg sikker på du vil se at du er lige som du skal være og at der er andre der ligner dig. 

Bedste hilsner 
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program