Svømmehal
Svømmehal
Får altid erektion når klassen klæder om efter idræt. Hjælp
Hej med dig,
Jeg kan godt forstå det fylder for dig at du altid får erektion når du klæder om med andre i svømmehallen efter idræt. Jeg synes det er godt at du skriver ind, så du kan få et par råd og tanker med på vejen. Jeg vil prøve at svare på dit brev, så godt som jeg kan.
Når man er i din alder, så er det helt normalt at kroppen ændrer sig og opfører sig anderledes end den har gjort før. Det kan være pinligt og svært at vænne sig til. Jeg kan sagtens forstå det går dig på. Det er ikke rart at få erektion foran sine klassekammerater. Det er dog helt naturligt at drenge i din alder oplever at få erektion, selv på de mest underlige tidspunkter. Det kan være virkelig ubelejligt og pinligt - men altså faktisk helt normalt. I mange situationer kan man skjule det lidt, hvis man fx. sidder ved et bord eller har noget tøj på, der kan skjule det, men jeg kan godt forstå det kan være svært i omklædningsrummet. Måske kan du bruge dit håndklæde til at dække erektionen, så der ikke er andre der opdager det, eller måske gå på toilettet når det sker, hvis det er muligt?
Når der er noget man er ked af eller pinlig over, så kan det godt hjælpe at snakke med andre om det. Så vokser det sig ikke så stort indeni. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind så du kan få snakket med nogle om det. Måske kunne det være en ide at snakke om det med din far eller hvis du har en storebror? Eller måske nogle af dine venner? Måske har de prøvet noget lignende og har derfor nogle gode råd til hvad du kan gøre? Jeg ved godt, at det kan være svært at snakke om den slags med andre, men husk på at de også har været eller stadig er samme sted i deres liv som du er. Måske går de også rundt med lignende tanker?
Jeg synes i hvert fald at det ville være rigtig ærgerligt hvis det kommer til at betyde, at du ikke vil være med til idræt. Idræt er en god måde at være sammen med sin klasse på en lidt anden måde end i de andre timer, og derfor skal man ikke gå glip af idræt.
Husk på, at det er helt normalt og ikke noget du skal skamme dig over på nogen måde. Det er en helt naturlig del af at være teenager og ung.
Jeg håber du kan bruge mit svar!
Med venlige hilsner,
Astrid