Skammer mig

brevkassespørgsmål

Skammer mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Tænder ikke så meget på sex mere og synes nogle gange at det er klamt at onanere. Jeg har onanere før og bagefter skammer jeg mig over det. Kan det være på grund at Anoreksi for tror nemlig at jeg har Anoreksi.

Svar: 

Kæreste du. 

Tak, fordi du skriver herind. Jeg tror mange genkender dine tanker om onani. Den der skam og følelse af, at det er forkert og ulækkert, det man gør, er vist ret udbredt og noget, mange oplever en gang i mellem. Det er jo egentlig vildt underligt, at man kan tænke sådan om noget, der nok er noget af det mest naturlige i verden. Skammen kan handle om mange ting. Når vi vokser op, snakker vi ikke så meget om sex med vores forældre, hvilket kan gøre, at det næsten virker som noget forkert. Der er også mange usagte tanker om sex i vores kultur, som kan være med til, at vi nogle gange føler skam. Det er næsten som om, der er nogle "regler" for, hvordan man må have sex og om man overhovedet må onanere. Onani er noget meget personligt, og man er ret sårbar, når man onanerer. Det er noget, man gør for sig selv, og holder for sig selv. På samme måde snakker man heller ikke så åbent om, hvor meget man onanerer, hvad man tænder på, om man ser porno, hvad for noget porno man ser, osv. Dette kan også være med til, at man pludselig føler sig underlig og skammer sig, når man så onanerer, selvom det er helt naturligt og helt okay. Der findes (næsten) ikke noget forkert at tænde på. Der er mange mennesker, der har nogle lidt anderledes seksuelle interesser, men det er lige så okay, som de lidt mere normale. Onani og sex er ikke noget at skamme sig over, det er noget vi alle gør og noget meget naturligt. 

Sexlyst er noget der kommer og går. Det afhænger af mange ting, for eksempel hvordan man har det psykisk, men også hvordan man har det fysisk. Det kan derfor også påvirkes af, hvor meget man spiser. Spiser man ikke så meget, er det helt naturligt, at kroppen sætter sexlysten på pause. Ligesom den kan blive sat på pause, hvis man er ked af det eller deprimeret. Du skriver, at du tror, du måske har anoreksi. Umidelbart synes jeg dette lyder ret alvorligt og som noget, du måske skulle snakke med nogen om. Jeg kan ikke sige så meget om, hvorvidt du har en spiseforstyrrelse eller ej, da du ikke skriver mere, men spiseforstyrrelser er noget værre noget, og jeg synes, det er vigtigt, at du er opmærksom på dig selv, så det ikke udvikler sig yderligere. Udvikler man først for alvor en spiseforstyrrelse kan det tage rigtig rigtig mange år at komme ud af det igen. Jeg tror, det er vigtigt for dig at snakke med nogen, så du kan få en fornemmelse af, hvor meget det er normalt at spise for drenge på din alder. På den måde bliver det lettere for dig at afgøre, om du har et problem. Sexlysten skal nok komme tilbage, men anoreksien er et problem, der burde komme i første række lige nu. Hvis du har lyst til at læse lidt mere om spiseforstyrrelser, så er der en masse godt at finde her.

Jeg håber, at mit svar hjælper dig. Du er meget velkommen i vores 1-1 chat, hvis du har lyst til at snakke mere.

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program