Skal den se sådan ud?
Skal den se sådan ud?
mit spørgsmål er måske lidt mærkeligt. Men jeg syntes at min kønstel starter ret højt oppe.(Er en pige) og syntes ikke det ser ud som alle andres veginas.. altså det som er lige over klitoris starter ret højt oppe.. så min vegina er hurtig at se.. er det normalt?? De fleste pigers veginas kan man ikke rigtig se når de bare står normalt.??
Hej med dig,
Dit spørgsmål er slet ikke mærkeligt. Det er godt du spørger hvis det er noget, der fylder meget. Jeg håber du kan bruge mit svar!
Alle er forskellige og derfor kan vores kroppe også godt se forskellige ud - også selvom de er helt normale. Jeg kan dog sagtens forstå, at det er noget der fylder hos dig. Der er rigtig mange unge, som går op i kroppen og undrer sig over om alt mon ser normalt ud. Særligt når man synes man ser anderledes ud end de andre.
Det kan selvfølgelig være svært at afgøre ud fra et brev alene, men der er ikke umiddelbart noget ved det du skriver, som lyder som noget du skal være bekymret for. Vi ser, som sagt, alle sammen forskellige ud. Du beskriver ikke noget om, at du oplever nogle gener ved at din krop er sådan, hvilket også peger på, at der ikke er noget som helst i vejen med den måde du ser ud på. Hvis det er noget, som du er bekymret for, og som du bliver ved med at bekymre dig om, så synes jeg du skal overveje at tage et smut forbi din læge og spørge hende/ham om alt ser normalt ud. Det kan være rart at få afkræftet sine bekymringer en gang for alle, så man kan lægge bekymringerne bag sig og føle sig tryg i sin krop. Jeg ved godt, at det kan være grænseoverskridende at skulle til lægen med den slags, men husk på at din læge ikke synes det er hverken mærkeligt eller pinligt og ofte ser nøgne kroppe, da det er en væsentlig del af deres job. Tværtimod tror jeg at din læge vil synes det er dejligt, at du går op i din egen sundhed og handler på dine bekymringer. Hvis du synes det er for svært at skulle tage til lægen, kan du evt. spørge din mor hvad hun tænker om din krop, eller spørge hende om hun vil tage med til lægen? Det kan være rart at have en med, hvis man er lidt nervøs eller bekymret.
En af måderne hvorpå man kan få færre bekymringer omkring sin krop er at tale med andre om det. Jeg ved godt at det er svært at snakke om sin krop, da det kan føles for intimt og privat, men faktisk har langt de fleste unge tanker og bekymringer omkring deres krop, som man måske kunne afhjælpe hvis man snakkede med hinanden om det? Det kan også gøre at kroppen er knap så mystisk, fordi man lærer en del ved at snakke om det sammen. Måske har dine veninder også selv spørgsmål, ligesom dig?
Igen kan du også overveje at snakke med din mor, når du har tanker omkring din krop, da hun jo også selv er en kvinde/pige, og derfor kender til kvindekroppen.
Der findes også en rigtig god bog, der hedder: "Kvinde kend din krop", som er skrevet af kvinder til kvinder, og som handler om kvindekroppen - hvordan den ser ud, hvordan den kan reagere, og hvad den kan. Det er en form for håndbog, som man kan slå op i når man har spørgsmål til kroppen. Måske er det en din mor har på hylden, som du kan låne? Og ellers er det en man kan købe i boghandlen, hvis du tænker det kunne være en bog du kunne tænke dig at læse. Ellers er jeg sikker på at du kan låne et eksemplar på biblioteket. Du kan læse mere om bogen via dette link.
De bedste hilsner,
Astrid