Score
Score
Hey Cyberhus. Jeg har et spørgsmål omkring det med at "score" piger.
Jeg har en pige i sigte og jeg tror også godt hun kan lide mig, men bare ikke så meget til hun vil være kærste med mig. og jeg kan godt lidt følge hende. Jeg er lidt angst for at snakke med de piger jeg kan li'. og jeg vil beskrive mig som "heldig" i forhold til mit udseende, indteligt og humor. men når jeg skal snakke med hende kan jeg bare ikke få "charmered" hende som jeg gerne ville for jeg er lidt for genert.
så har i et forslag til hvordan jeg kan sådan komme i en god snak med hende?
Hej dreng, 15 år
Tusind tak for dit rigtig gode spørgsmål. Jeg tror alle drenge ville ønske at de kunne få en scoreguide til piger som altid virkede - jeg ved i hvert fald at alle piger ville være glade for at vide hvordan de kunne score drenge.
Jeg vil prøve at give dig nogle bud på hvad du kan gøre, men jeg kan ikke lover at det gør at I bliver kærester.
Jeg synes en god idé ville være at finde ud af hvad pigen du kan lide interesserer sig for og så finde ud af noget om det som du kan snakke med hende om. Piger kan som regel godt lide når man spørger interesseret til noget de synes er spændende og sjovt.
Hvis det går godt kan du måske spørge om I skal følges til noget. Ikke sådan at det bliver alt for date-agtigt, men måske kan I følges til noget i ungdomsklubben, se en film sammen (måske også med nogle af dine og hendes venner) eller bare følges hjem fra skole en dag (det kan nogle gange godt betale sig at gå en omvej for at følges med en pige :) )
Det vigtigste er dog at du prøver ikke at lade din generthed fylde for meget. Lad som om du ikke er genert. Måske kan det hjælpe hvis du beslutter dig for at i dag VIL du bare snakke med hende, og så laver et væddemål med dig selv om du kan. Bare pas på at du ikke kommer til at virke alt for smart. Det er svært, det ved jeg godt, men piger kan som regel lide drenge som tror på sig selv uden at være for meget.
Jeg håber at du kunne bruge mine råd, ellers er du velkommen til at skrive igen!
De bedste hilsener,
Henriette.