P-piller og kønssgdomme?
P-piller og kønssgdomme?
Kære cyberhus.
Jeg er en pige på 15, som lige siden jeg var 14 har haft sex med min kæreste. Vi har altid brugt kondom, men jeg vil rigtig gerne skife over til p-piller, og det har jeg en masse spørgsmål omkring.
- Hvis man som mig, er under 18, skal man så have forældres underskrift eller samtykke?
- Hvis jeg ikke skal bruge kondom skal så både jeg og min kæreste testes for kønssygdomme? Og er det noget man kan udvikle senere, selv med den samme partner?
- Hvad ligger prisen generelt på?
- Hvad virker bedst, minipiller eller p-piller på min alder?
Håber I kan svare!
Hejsa!
Først og fremmest synes jeg at det er rigtig godt, at din kæreste og dig er opmærksom på at beskytte jer, når i har samleje, og det er rigtig fint at du er nysgerrig på, hvordan I ellers kan beskytte jer. Jeg kan godt forstå, at du er lidt forvirret omkring p-piller og prævention generelt, der er også rigtig mange informationer om det.
I forhold til dit første spørgsmål, om hvor gammel man skal være for at få p-piller, så skal man have forældrenes samtykke når man er under 15 år. Dvs. at når du er 15 år, så behøver dine forældre altså ikke at give tilladelse. Måske kan det alligevel være en god idé at snakke med din mor om det, hvis du har lyst. Måske har hun nogle erfaringer med p-piller og kan dele sine erfaringer med dig?
Hvis du vælger at skifte til p-piller er du ikke længere beskyttet mod kønssygdomme, det er kun kondom der beskytter mod dem. Selvom I er i et fast forhold kan det stadig være en god idé at blive tjekket. Hvis din kæreste måske har haft ubeskyttet samleje med andre før I blev kærester kan der være en risiko for, at han er smittet. Mange kønssygdomme viser nemlig ingen symptomer i lang tid, så man kan faktisk være smittet uden at være klar over det.
P-piller varierer meget i pris, det afhænger af p-pille mærket og hvilken generation, der er tale om. De fleste p-pille mærker har billigere udgaver, som indeholder samme hormoner, men kan godt indeholde andre tilsætningsstoffer. De ligger generelt mellem 50 - 100 kr. Ellers kan priserne godt ligge mellem 100-300 kr. Men det er som sagt meget forskelligt.
Det er generelt svært at sige, om det er mini-piller eller p-piller, som virker bedst for dig. Det er meget forskelligt, hvilken prævention der fungerer bedst. Dog er p-piller næsten 100 % sikre uanset alder, hvor mini-piller er lidt mindre sikre. Udover p-piller og mini-piller findes der også p-ring og spiral, som fungerer rigtig godt for nogen. Der kan være mange grunde til, hvorfor det er forskelligt, hvad der virker bedst. Det kan bl.a. skyldes at der kan være nogle bivirkninger ved de forskellige præventionsformer, men det kan også have noget at gøre med, hvordan man skal bruge dem. Uanset er det en læge, som er med til at vurdere, hvad der passer bedst til dig. En læge kan også fortælle dig lidt mere om de forskellige præventionsformer, og hvordan du bruger dem og hvor meget de koster.
Jeg håber at du har fået svar på dine spørgsmål ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen.
Venlig hilsen Pernille