Min lillesøster og min kæreste!!!?

brevkassespørgsmål

Min lillesøster og min kæreste!!!?

brevkassespørgsmål af
Frustreret
19 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

 

Jeg har et meget anderledes dilemma, ved ikke om I overhovedet kan hjælpe med det.

 

Men er en pige på 19 år, min kæreste er 24 og vi har været sammen i snart 5 år.
Så har jeg en lillesøster på 16 år.

 

Hvor skal jeg begynde. Altså jeg har et mega godt forhold til min søster, normalt kan vi snakke om alt og snakke om sex osv. Så til min 18 års fødselsdag havde vi fået lidt at drikke og ”jokede” med at vi skulle teste min kæreste ved at hun skulle prøve at komme i seng med ham. Regnede jo ikke med det ville ske og jeg opdagede det heller ikke, for havde en mega god aften og han gav mig god sex da vi gik i seng (beklager hvis det er for meget info).

 

Men da vi har ryddet op dagen efter og min kæreste er taget hjem så fortæller min søster at de havde sex. Vi tudet begge to og var ked af det skete, men jeg elsker min kæreste og han havde jo stadig været der for mig resten af aftenen, så jeg accepterede det var sket og har ikke sagt noget til ham.

 

Desværre så er jeg ikke dum så jeg har lagt mærke til at de stadig gør det, altså har sex. Det ”underlige” er at jeg stadig kan mærke han elsker mig, og han på ingen måder glemmer mig eller ikke har lyst til mig. Men forskellen er at han var min første, men har haft haft sex med andre piger før mig. Så jeg er egentlig bare glad for at han gør det med min søster som jeg stoler på ikke ville tage ham fra mig, og ikke andre tilfældige piger.

 

Så egentlig er jeg okay med det. Ved ikke om det er mærkeligt. Men jeg hader det at de gør det bag min ryg og lyver om det når jeg spørger hvor han har været osv., og især at min søster også lyver om det. Ved hun aldrig ville såre mig, men min kæreste er pæn og god i sengen, hun har ikke prøvet så meget jo. Og forstår godt ham, for min søster er virkelig en flot pige.

 

Mit spørgsmål er vel egentlig, skal jeg sige noget? Hvis jeg siger noget ødelægger det måske det hele. Og skal jeg sige at jeg ved de har gjort det i over et år eller lade som om jeg lige har fundet ud af det? Vil han/de synes jeg er ulækker hvis jeg siger de gerne må blive ved så længe jeg ved om det. Eller skal jeg bare prøve og ignorere løgnene og leve med det sker bag min ryg?

 

Hilsen den forelskede.

 

Svar: 

Kære dig

Jeg kan godt forstå at du føler dig fanget i et svært dilemma, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse. 

I dit brev kan jeg læse at du både er glad for din kæreste og din søster, og at du måske egentlig har det okay med at de dyrker sex. Det du har svært ved, er at de dyrker sex bag din ryg istedet for at være ærlige omkring det. Jeg synes det er rigtig flot af dig at du er så afklaret omkring dine følelser, og jeg tror at mange i din situation ville have følt sig forrådt eller snydt. Jeg tror at det hænger sammen med at mange mennesker har en bestemt forståelse af hvordan parforhold skal være - at man kun er sammen med hinanden og ingen andre (monogami).

At være monogam fungerer fint for mange mennesker, men der er også nogen som trives bedre i et polygamt eller åbent forhold (hvor man kan være sammen med flere). Der er ikke nogen rigtig måde at have et forhold på, men det er vigtigt at begge parter er involveret i beslutningen. Det lyder til at din modvilje mod deres forhold, måske hænger sammen med at du ikke er blevet spurgt/involveret i at beslutte hvordan jeres "treenighed" skal være. At det måske ikke er selve handlingen (at de dyrker sex), men mere rammerne omkring det (at det ikke skal være hemmeligt/i smug) som går dig på?

Hvis det er tilfældet, så vil jeg råde dig til at tage en snak med dem. Du kan starte med at snakke med dem hver for sig, måske med din søster først. Fortæl hende at du ved det, og at du ikke er sur over at det sker, men ønsker at være med til at bestemme hvordan rammerne skal være. Fortæl hende også at du stoler på at hun ikke vil tage din kæreste fra dig, og vær nysgerrig på hvilke følelser hun har. Måske er hun blevet forelsket i din kæreste? Måske har hun dårlig samvittighed over at lyve overfor dig? Ligesom dig, har hun nok en masse følelser omkring alt det der sker lige nu. 

Bagefter kan du tage en snak med din kæreste. Spørg ham om hvad han ønsker af jeres forhold og hvordan han godt kunne tænke sig at rammerne skulle være. Måske vil han selv nævne at han ønsker at jeres forhold skal være mere åbent, så I har mulighed for at følge jeres lyster med andre mennesker, men stadig lever sammen som kærester. Her kan du læse lidt om et kærestepar som har et åbent forhold. Det kan også være at han ønsker at I skal være monogame, og så er det vigtigt at du fortæller ham hvad du ved. Det handler mest om at hvis det skal kunne fungere, skal det være begge veje. Man kan sige at han skal være klar til at leve efter sine egne regler.

Hvis de er klar på at tage en snak om hvordan jeres "treenighed" kan fungere, så synes jeg I skal være meget opmærksomme på at komme omkring spørgsmål som: "Hvordan deler vi - har 1 af os ret til mere tid end 1 anden?", "Hvad gør vi hvis der opstår jalousi?", "Skal vi holde det hemmeligt eller være åbne omkring det? (Må din søster og kæreste f.eks. kysse i byen, hvor andre kan se dem?), "Sætter vi en tidsgrænse på hvor længe vi skal fortsætte?", "Må man gerne være sammen med andre (altså må du gerne være sammen med en helt anden mand end din kæreste)?". Det kan være at du har flere spørgsmål som du gerne vil have svar på, og jeg vil anbefale dig at skrive dem ned før I tager snakken. Husk også at det er vigtigt at alle parter bliver hørt. Din søster er måske ikke klar på at indgå i sådan et forhold - det er, som sagt, ikke alle der er vilde med tanken om at skulle dele en partner med andre. 

Uanset hvordan jeres snak går, så skal du vide at du ikke er "ulækker" fordi du ikke har noget imod at de fortsætter. Du er meget moden og ansvarlig i din beslutning, og du viser i høj grad at du holder af både din søster og din kæreste. Du skal desuden vide at hvis du skifter mening, så er det helt i orden at sige fra - eller sige at du ønsker at rammerne ændres igen. Alle skal være enige og tilfredse med hvordan forholdet er bygget op, så undgår I at nogen bliver kede af det eller føler sig forrådt.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og ellers er du velkommen til at skrive igen. Du kan også besøge vores chat.

Venlig Hilsen

Signe 

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program