Lyst?

brevkassespørgsmål

Lyst?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Kære cyberhus, jeg er en pige på 16, og jeg har et spørgsmål i forhold til seksuelt samvær og lyst. Jeg har endnu ikke haft sex, men jeg har været sammen med et par drenge, hvor vi har kælet, jeg har givet ham handjob, eller jeg har fået finger og den slags. Dog har jeg i ingen af disse situationer følt mig rigtig "tændt", også selvom jeg havde lyst til at være det. Jeg spekulerer på, om det er normalt? For jeg føler mig 100% klar til sex, det er bare at hver gang jeg er sammen med en dreng, at jeg ligesom "ikke føler noget". Desuden bliver jeg altid utrolig skamfuld efterfølgende, i hvert fald i de første par dage. Kan det være fordi jeg i virkeligheden ikke er til drenge? Håber i har en ide om, hvad det er, der går galt :)
Knus fra mig

Svar: 

Kære dig

Tak for dit spørgsmål her i brevkassen. Det lyder som om, at du ligesom de fleste andre unge, gør dig mange tanker om lyst og seksualitet. Nogle gange kan det føre til tanker om, hvad der er normalt og unormalt, det er derfor rigtig fint, at du skriver herind. Jeg vil prøve at skrive mine tanker om din situation her. 

Du skriver, at du har været sammen med et par drenge, hvor i har kælet osv., men at du endnu ikke har haft sex. Du skriver også, at du i mens det har foregået ikke har været tændt, på trods af at du har haft lyst til at være det. I forhold til det, spørger du, om det er normalt at have det sådan. Når man snakker om sex, lyst og samvær generelt, er det svært at definere hvad der er "normalt" og hvad der ikke er, da vi alle er forskellige mennesker og der derfor også er stor forskel på, hvordan vi oplever og føler under seksuelt samvær. Dog tror jeg, at det er helt normalt, at man ikke nødvendigvis er tændt, eller føler noget når man er sammen med en dreng, hvis man er sammen med en, som man måske ikke er forelsket i eller tiltrukket af. Tiltrækning har nemlig rigtig meget at sige, når man taler om at være tændt, og du er ikke selv herre over, hvem du er tiltrukket af, og hvem du ikke er, da tiltrækning består af kemiske processer i hjernen, der bruser frem og gør, at kærlighed kan være helt ustyrlig, når først den er der. Derfor tror jeg blot, at du skal være tålmodig, og mærke efter når den rette kommer. 

Du giver udtryk for, at du er helt klar til at have sex, men det lyder som om, at du er forbavset over, ikke at føle noget, når du måske har været på vej til at have sex. TIl det vil jeg igen sige, at du nok først føler noget, når du har fundet den rette, for når du har det, vil du ikke være i tvivl. I øvrigt synes jeg at det er rigtig fint at du ikke har haft sex, når du indtil videre ikke har følt noget, eller været tændt, da det viser at du ikke har gjort noget du ikke har haft lyst til. I den lange bane, er det nemlig enormt vigtigt, at man er tiltrukket af sin kæreste og har lyst til ham, for at bevare et godt forhold. Med hensyn til, at du føler dig skamfuld, kan det måske have noget at gøre med, at du netop ikke har været tændt eller følt noget, i mens du har været sammen med denne her dreng. På den måde har der måske ikke været overenstemmelse mellem dine tanker, og det der rent fysisk er sket. Af den grund behøves du overhovedet ikke at være skamfuld over det, da det er helt fair, at det kun er nogle man er tiltrukket af. Du skriver herefter, om det kan være fordi, at du måske slet ikke er til drenge. Det er et lidt svært spørgsmål for mig at svare på, da jeg ikke ved, om du for eksempel har været tiltrukket af nogle piger, eller haft tanker herom. Hvis du har det, er der jo måske en helt klar forklaring på, hvorfor du ikke har følt noget, når du har været sammen med drenge. Uanset hvad kan du være sikker på, at der ikke er noget galt med dig, kærlighed er kærlighed uanset om det er mellem dreng og pige eller to af samme køn. 

Mit råd til dig er at se tiden an, og vente på at den rette dukker op, uanset hvilket køn personen har. Indtil da er det altid okay at eksperimentere og finde ud af hvem og hvad man er tiltrukket af og har lyst til, da man på den måde lærer sig selv bedre at kende. Held og lykke herfra, jeg håber at du kunne bruge mit svar. 

Kærlig hilsen

Annika 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program