kontrolfreaken

brevkassespørgsmål

kontrolfreaken

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 4 uger siden

Jeg har endelig fundet mig en fyr, som jeg umiddelbart syntes er rigtig sød. Derfor tænker jeg fremad, og jeg tror godt jeg kan sige, at vi er ved at få et forhold. Jeg ved, at han gerne vil have sex med mig, hvilket selvfølgelig også er meget naturligt i min alder. Dog er det rigtig lang tid siden, at jeg har været sammen med en dreng på den måde. Dette bunder i dårlige oplevelser, jeg gjorde det da jeg var alt for ung, mens jeg var alt for fuld. Dengang gik jeg altid rundt i lang tid bagefter og var sindsygt bekymret for at jeg var gravid. Generelt følte jeg mig også bare super klam, og ja der var faktisk ikke nogen gode ting ved det. Dog har jeg lyst til, at være sammen med ham her. Det er noget andet når der er rigtige følelser indblandet. Men jeg er bange for hvordan jeg får det bagefter. Mest pga. den her bekymring jeg altid gik rundt med, da jeg nok var alt for ung. Jeg tror ikke jeg ville få det dårligt med mig selv længere, når jeg godt kan lide ham, MEN jeg ved at jeg vil være bekymret for om jeg er gravid. Jeg tager ikke p-piller og jeg har ikke lyst til at gøre det. Jeg HADER og har lidt angst for, at proppe ting ind i min krop, og min veninde fik engang en blodprop af sine p-piller. Jeg ved der også findes p-stav og alle mulige andre ting, men det er alt sammen noget der påvirker kroppen, og det kan jeg ikke have. Jeg kan bare mærke han godt vil have jeg gør det og hvis vi kun bruger kondom er chancen der også bare stadig. Jeg hører nærmest kun om oplevelser hvor de sprænger, og har også kun erfaringer med dette så jeg ved jeg konstant vil være bekymret når vi har været sammen!! . Er der ingen andre alternativer? eller kan drenge ikke tage noget, i stedet for pigen? Hvad skal jeg gøre? For jeg tror virkelig snart, at jeg bare må droppe ham i stedet for.... det er måske det eneste svar på det. Jeg er et menneske der har brug for 100 % sikkerhed i de ting jeg gør ellers freaker jeg ud. Måske er det mig der er noget galt med?

Svar: 

Hej med dig.

Hvor lyder det bare dejligt, at du har mødt en sød fyr, som du er blevet glad for. Jeg kan godt forstå, at der kan dukke nogle lidt svære tanker op, når man pludselig får følelser for en. Det er rigtig godt, du reagerer på det og skriver herind til Cyberhus. Jeg vil prøve at svare på dine spørgsmål og hjælpe dig, så godt jeg kan.

Det lyder som om, du har haft nogle lidt ubehagelige oplevelser mht. sex, da du var yngre. Derfor er det meget naturligt, at du stadig kan tænke over, om det du vil få det på samme måde nu, som du gjorde dengang.

Du skriver, at du har lyst til at have sex med din nye fyr. Du tror ikke, du vil få det dårligt med dig selv længere, og det er rigtig sejt, at du er kommet dertil. Det vil jeg støtte dig 100% i, for sex er noget meget naturligt, og som du selv skriver, er det noget helt andet, når man gør det med en, man har følelser for. Det lyder også til, at din nye fyr er glad for dig, og så kan sex blive rigtig dejligt for begge parter.

Din anden bekymring går på, at du er rigtig bange for at blive gravid, og det kan selvfølgelig påvirke din lyst til sex rigtig meget. Der findes en del forskellige præventionsformer, som det lyder til, du allerede kender lidt til. Det handler selvfølgelig om at finde den, man føler sig bedst tilpas med at bruge.
Jeg kan godt følge dig i, at du ikke har lyst til at tage p-piller, når du har en veninde, som har fået en blodprop af det. Det sker heldigvis i de færreste tilfælde, men det er rigtigt, at der er en lille risiko for det. Langt de fleste kvinder kan dog godt tåle at tage p-piller og får ingen bivirkninger af dem. Det er selvfølgelig vigtigt, at man husker at tage p-pillerne hver dag, for at de skal virke ordentligt.
Mht. kondom, så er det en af de sikreste præventionsformer der findes, selv om du kender til flere tilfælde, hvor det er sprunget. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt, at det bruges korrekt. Det betyder bl.a., at man skal sikre sig, at kondomet ikke er for gammelt, at det er den rigtige størrelse, og at man får det sat rigtigt på. Der er rigtigt nok en ganske lille risiko for, at kondomet kan springe eller hoppe af under samleje, men det sker altså stort set kun, hvis man ikke bruger det korrekt. Du kan læse meget mere om kondomer og korrekt brug her.

Skulle det meget uheldige ske, at kondomet springer eller ryger af, findes der heldigvis nødprævention (fortrydelsespille). Det kan købes i håndkøb på apoteket og skal tages senest 72 timer efter samlejet for at beskytte mod graviditet. Jeg ved godt, du ikke er meget for at tage noget, der indeholder hormoner, men måske det kan være lidt betryggende at vide, at muligheden er der.

Mange andre præventionsformer, som fx p-stav, som du selv er inde på, indeholder også hormoner. Eneste undtagelse er et pessar, som ikke indeholder hormoner, men en sæddræbende creme. Pessaret er dog noget mere besværligt at bruge end p-piller og kondom, da det skal sættes op før samlejet og sidde mindst 6 timer bagefter. Der findes desværre ingen præventionsmidler til mænd på nuværende tidspunkt.

Måske kan det hjælpe dig at tænke på, at der kun er nogle bestemte dage hver måned, hvor man kan blive gravid. Det er i den periode, hvor man har ægløsning, hvilket er 12-16 dage før menstruationens start.

Du skriver, at du har brug for 100% sikkerhed i de ting, du gør. Du spørger også, om det er dig, der er noget galt med – og det vil jeg bestemt ikke sige det er. Men jeg tænker, det må være meget hårdt altid at skulle vide, at man gør det rigtige. Der er mange situationer, hvor det kan være svært at have kontrollen fuldstændigt. Hvis du kan mærke, at det er noget, som påvirker dig i mange andre situationer også, så kan du overveje, om det er noget, du har lyst til at prøve at arbejde med. Man kan øve sig i at turde miste kontrollen, men det kan være svært, og det kræver sommetider, at man får hjælp af en professionel.

Jeg synes helt sikkert ikke du skal overveje at droppe fyren pga. de her bekymringer. Det lyder som om, I har fat i noget rigtig godt, og i stedet for synes jeg det er noget I skal få snakket om, så han kan hjælpe dig med at bliver mere tryg med sex og prævention.

Jeg håber og tro, at I kan komme til at have sex og nyde hinanden uden bekymringer.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Mange hilsner
Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program