Kan man ændre hvad man tænder på?

brevkassespørgsmål

Kan man ændre hvad man tænder på?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hej Cyberhus. 

Jeg har været sammen med min kæreste i snart to år. Han er simpelthen den mest fantastiske og omsorgsfulde person. Vi - eller nok nærmere jeg har bare et stort problem. 
Jeg tænder ikke på ham. Jeg elsker ham så højt og han er altid velplejet og dufter dejligt og han har helt styr på hvad han laver i sengen, så jeg forstår det simpelthen ikke? 

Det medfører at når han prøver at komme op i mig, gør det meget ondt på mig fordi jeg ikke er våd nok og så må vi droppe det og jeg sidder tilbage med en følelse af skuffelse, både overfor mig selv og ham. Han siger at han vil vente i alt den tid jeg har brug for det, men jeg har snart givet op for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan mærke at det påvirker vores forhold negativt at vi ikke kan have sex, og man kan jo ikke rigtigt have et velfungerende parhold uden et velfungerende sexliv, men jeg vil ikke gå fra ham. 

Jeg er meget fascinerede over kvindekroppe, da jeg synes de er meget smukke og har også haft fantasier om at være sammen med en anden pige. Derudover har jeg haft fantasier om ældre mænd. 

Kan man ændre sine lyster på nogle måder, så jeg kan tænde på min kæreste, eller er det bare sådan det er og så må man gå fra hinanden? 

Mvh. Den forvirrede 

Svar: 

Kære dig.

Jeg kan godt forstå, du er forvirret over dine følelser. Det er en svært situation at stå i, og det er flot af dig at skrive til os. Jeg håber, jeg kan hjælpe dig med din forvirring.

I dit brev skriver du, at du ikke forstår, hvorfor du ikke tænder på din kæreste, når nu han er så fantastisk, og hertil må jeg sige, at det faktisk er ret normalt, at den ene part i et forhold mister lysten til sex, selvom de ellers synes deres partner er ganske perfekt. Der kan være mange grunde til, man ikke bliver tændt, men for det meste af tiden sidder de grunde i hovedet. Man kan blive fanget i en ond spiral, hvor man er bange for ikke at blive tændt, fordi man ikke vil skuffe sin kæreste, og når først den tanke er der, er det nærmest umuligt at blive tændt. Det kan også være, din kæreste ikke gør de "rigtige" ting ved dig. Selvom han godt kan få dig til at komme (som er det, jeg tror, du mener, når du skriver at "han har styr på det i sengen) er det ikke ensbetydende med, at det tænder dig. Hvis han altid rører dig på samme måde eller de samme steder, kan det være, han skal prøve noget nyt. Måske har du brug for, at han tager styringen og viser sig som en "rigtig mand" eller måske noget helt andet. Det vigtigste her er, at I snakker om det og prøver jer frem. Selvom det er svært, er du nødt til at være ærlig over for ham. Hvis han gør noget godt, så ros ham, hvis han gør noget, der ikke er så godt, så hjælp ham til at gøre noget, der føles bedre. I kan prøve at lægge jer nøgne sammen og bruge tid på at udforske hinandens kroppe med kys, pust, slik og forskellige berøringer. Husk på at det vigtigste er at have det sjovt sammen. I kan eventuelt fjerne "sex-presset" ved at aftale, I udelukkende skal øve jer i at røre hinanden, og at det ikke må føre til samleje.

I dit brev skriver du også, at du er meget fascineret af kvindekroppen. Det er svært at sige, om det er af betydning for din seksualitet eller ej; det er noget, du er nødt til at opdage med dig selv. Nogle gange er fantasier ikke andet end netop det; de er et udtryk for noget, man synes er frækt og spændende at tænke på, men som man ikke nødvendigvis har lyst til i virkeligheden. Andre gange er fantasier et udtryk for noget, man gerne vil prøve i virkeligheden. Det er kun dig selv, der kan mærke, hvad fantasierne betyder for dig.

I forhold til at ændre sine lyster, er det ikke helt nemt. Man kan ikke som sådan ændre på de ting, man tænder på, men man kan lære at tænde på nye ting. Ofte handler det også om at blive mere opmærksom på sine egne lyster og tændingsmønstre. Som jeg skrev tidligere, kan I øve jer sammen på at opdage, hvad du tænder på. Du kan også øve dig alene, ved fx at tage et bad og bruge lang tid på at smøre dig ind i creme bagefter. Det vigtige i den situation er at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Luk øjenene, slå hjernen fra og fokuser på, hvordan dine hænder føles på din krop. Når du begynder at blive opmærksom på, hvor det føles dejligt, kan du inddrage din kæreste, så han også kan lære det. Du kan også prøve at læse erotiske noveller eller se porno, for at se, om du er begyndt at tænde på nogle andre ting, end du plejer. Hvis det er tilfældet, handler det igen om at fortælle det til din kæreste, så han kan være med og gøre det for dig, du gerne vil have.

Husk at mærke efter med dig selv, hvad der føles rigtigt. Nogle gange kan man være nødt til at træffe nogle svære beslutninger, som umiddelbart virker skræmmende, men som kan være det rigtige på lang sigt.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kærlig hilsen

Tanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program