Kan jeg være gravid??

brevkassespørgsmål

Kan jeg være gravid??

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Hej, jeg er en 16-årig pige, der er utrolig bekymret og bange.
Jeg har haft sex med min kæreste, og er nu i tvivl om jeg er gravid.
Jeg havde sidst min menstruation d. 7-13 juni, det er meget normalt for mig at der går omkring 42-45 dage, før at den kommer igen. Men den er stadig ikke kommet endnu. Jeg har så haft pletblødninger to gange i mellemtiden, som har varet omkring 7-12 dage, hvor der har været noget brunligt udflåd og lidt blod når jeg skulle tisse. Sidste gang jeg havde pletblødning, var det mere slimet. Begge gange har jeg fået pletblødninger, efter sex. - Der har ikke været nogle smerter, kun lidt ubehag.
Jeg blev selvfølgelig bange og har taget tre graviditetstests, som alle har vist negativ. Da jeg har hørt om folk, der først kunne se en positiv test, efter de var 12 uger henne, har jeg taget dem med nogenlunde mellemrum, men har stadig kun fået en negativ test.
Derudover har jeg været rigtig ked af det, på det seneste, så jeg tænkte om det måske kunne være derfor, hvis jeg er så heldig ikke at være gravid?
M.v.h den forvirrede...

Svar: 

Hejsa.

Jeg kan godt forstå, du bliver bekymret og bange, når din menstruation er gået så mange dage over tid. Det er helt normalt, at man kan komme i tvivl om, om man måske er gravid, hvis menstruationen går over tid, og man har haft sex. Derfor synes jeg, at det er rigtig flot og modent af dig, at du har tænkt på det og taget tre graviditetstests.

Du har helt ret i, at man ved nogle tests først kan se om man er gravid, når man er nogle uger henne, og derfor er det helt rigtigt, at du har taget de tre tests med mellemrum.
Min umiddelbare tanke er, at du ikke er gravid, fordi alle testene er negative.

Du skriver også, at du har haft 2 pletblødninger, som har varet 7-12 dage. Når man er på din alder, er det normalt, at menstruationen er uregelmæssig og blødningerne også varierer. Det er måske din menstruation du har haft i mindre grad eller som har været på vej.
Hvis du stadig går rundt med en følelse af, at du er usikker på, om du er gravid, så er det en god ide at tage til din læge. Her kan du få lavet en tisse-prøve, hvor de med det samme kan tjekke, om du er gravid. Du kan også snakke med lægen om, at din menstruation kommer så uregelmæssigt, og hvad der kan gøres ved dette.

Du skriver, at du også har været rigtig ked af det på det seneste. Når man er ked af det og samtidig forvirret og bekymret over, om man nu er gravid eller ej, kan menstruationen også helt udeblive. Menstruationen bliver styret af hormoner, og der skal ikke meget til, at disse kommer ud af balance, hvis man går og er ked af det. Så dette kan også være en grund til, at din menstruation ikke er kommet endnu.

Har du lyst til at skrive mere om, hvad du går rundt og er ked af, er du altid velkommen til at kigge forbi vores chat. Her sidder der voksne, der gerne vil lytte.
Til sidst vil jeg bare lige nævne, at det er en god ide at bruge kondom eller en anden beskyttelse, når man har sex. Så slipper man for at gå rundt og være bekymret for, om man nu er gravid bagefter.

Jeg håber, at du snart bliver afklaret med din menstruation og glad igen.

venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program