Jeg kan ikke få orgasme

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke få orgasme

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 2 år 7 måneder siden

Jeg har fået min første kæreste. jeg er meget usikker og ikke så glad for min krop.

Jeg kan ikke få orgasme, når jeg er sammen med ham. Det gør enormt ondt når han skal op i mig. Det er faktisk ikke rart når vi har samleje. Jeg synes ikke det er så fantastisk som alle siger. Jeg er begyndt at tænke meget på, om jeg er ok forneden og om min sexualitet og det jeg mærker er normalt? 

Jeg kan godt få orgasme når jeg er alene. Men jeg bruger også virkelig lang tid på at røre ved mig selv på kroppen og mine bryster ( ja undskyld, men det gør jeg altså). Og så kommer jeg ligesom i så vildt afslappet en tilstand, så orgasmen til sidst kommer. 

Men jeg ved ikke om man er følsom oppe i skeden? Jeg synes ikke der føles så følsomt, som når jeg rører clitoris? 

Hvad skal jeg gøre?

Jeg ser porno men det tør jeg slet ikke sig til min kæreste.

Svar: 

Hej du.

Hvor er det dejligt for dig, at du har fået din første kæreste. Starten på et nyt forhold er en skøn tid, hvor man lærer mange nye ting om hinanden, og har meget lyst til hinanden. Derfor kan jeg også godt forstå, at det må være rigtig frustrerende for dig, at jeres sexliv ikke fungerer særlig godt, og du oplever smerter i forbindelse med det. 

Du er langt fra den eneste som har udfordringer med sex, både i forhold til at opleve smerte og ikke kunne få orgasme. Der kan være flere grunde til, hvorfor det gør ondt, når I har sex. Det kan handle om, at det simpelthen går for stærkt, og du ikke når at blive våd nok inden din kærester trækker sig ind i dig. Det er vigtigt med et godt forspil, hvor du når at blive tændt og dermed våd, ellers kan det gøre rigtig ondt. En anden forklaring kan være, at nogle piger har ret følsomme slimhinder i skeden, hvor den mindste berøring kan gøre ondt. Det kan skyldes sexsygdomme eller hvis der er en ubalance i skeden. Det er godt at få et tjek ved lægen for at være sikker på, at alt er som det skal være. 

En anden grund til at det kan gøre ondt, kan være hvis du ikke slapper helt af, når I er sammen. Man kan nemlig helt ubevidst komme til at spænde i bækkenbundsmusklerne, og så gør det rigtig ondt, når din kæreste prøver at komme op i dig. Du skriver, at du er ret usikker på din krop og ikke har det særlig godt med den. Sådanne nogle tanker kan godt sætte sig i din krop, så du kommer til at spænde, fordi du ikke er helt afslappet. Mange har svært ved at være helt afslappet, når man er nøgen med sin kæreste, og særligt i begyndelsen af et forhold. Generelt kan det tage tid at få det godt med sin krop, men jeg tænker, at det nok vil være meget godt, hvis du kan prøve at arbejde på at få et bedre forhold til din krop og dig selv. Både så du kan nyde sex bedre, men også for din egen livskvalitet. En måde kan fx være ved at øve dig i at se alt det gode ved dig selv, og nærmest tvinge dig selv til at huske at sige det til dig selv hver dag. Du kan også skrive det ned på post it's og hænge på fx spejle, så du hele tiden bliver mindet om alle de gode ting ved dig. 

Du skriver også, at du ikke kan få orgasme, når du er sammen med din kæreste, men at du godt kan, når du er selv, selvom det tager lidt tid. Det er også helt normalt, at det er svært at få orgasme med sin kæreste, fordi det kan være svært at forklare ham, hvad man godt kan lide eller hvor han skal røre henne. Der er faktisk ikke så mange, der kan få skedeorgasme, langt de fleste får klitorisorgasme. Klitoris er, som du også selv skriver, meget mere følsom end selve skeden, fordi der er mange flere nerver. Det er derfor en fordel, at man kender sin krop og ved hvordan man kan lide at blive rørt, så man bedre ved og kan forklare en anden, hvordan berøringen kan være med til at give en orgasme. Og det lyder til at du egentlig godt ved, hvad der virker for dig, hvilket er rigtig godt. 

Jeg tænker, at det nok er en god idé, hvis du snakker med din kæreste om de her tanker du har. Jeg ved godt, at det kan være lidt svært at snakke om sex og hvad man kan lide, men jeg tror, at det vil hjælpe på jeres sexliv. Måske du kan prøve at tænke på, hvad det er der gør dig helt afslappet, når du er alene, og så prøve at overføre det til, når du er sammen med din kæreste. Det kan være, at fx noget roligt musik og at det er mørkt vil hjælpe lidt på det. Og når I så er sammen at tage jer god tid inden I har samleje, så du kan nå at blive tændt. Ligesom mange drenge, så er der også mange piger, der ser porno. Det er helt almindeligt, men mange piger synes det er lidt pinligt at sige. Men det kan være, at I skal prøve at se porno sammen, hvis det kan gøre dig mere tændt, når du er sammen med ham. Det kan også være, at du skal prøve at røre ved dig selv inden han trænger ind i dig, og så er glidecreme altid en rigtig god idé. I kan købe noget på apoteket eller i matas.

For en sikkerhedsskyld vil jeg også anbefale dig at tage forbi din læge til et tjek, så du er helt sikker på, at alt er som det skal være.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner
Pernille

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program