Ikke stiv nok & at vokse

brevkassespørgsmål

Ikke stiv nok & at vokse

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg har i noget tid, gået og tænkt på at skrive ind.
Mit problem er, at min penis ikke bliver stiv nok. Min sidste flirt og jeg, havde prøvet på at have sex, flere gange, uden at det lykkedes. Pikken bliver ikke stiv nok, vi snakkede også om det, var selvfølgelig lidt genert, da det er et træls problem. Vi rørte ved hinanden, hun gav blowjob osv, men intet virkede. Den bliver dog (lidt) mere stiv, når jeg onanerer. Ikke noget specielt, men så det lige kan mærkes. Min ekskæreste og jeg, havde masser af sex. Den virkede perfekt hver gang, men efter at vi slog op, har jeg ikke kunne have sex med piger, på grund af ovennævnte problem. Hvad kan man gøre?

Jeg tænker også en del på, om min penis er for lille. For jeg synes personligt selv, den er lille. Vil tro den er omkring de 13-15cm
Er der nogen sikker måde, man kan få den til at vokse permanent?

Tak :)

Svar: 

Hej med dig

Det er rigtig godt at du skriver til brevkassen, når der er nogle ting der fylder for dig når du er sammen med piger. Jeg kan fortælle dig at både det her med at penis ikke bliver stiv og tanker om dens størrelse, er noget som rigtig mange drenge og mænd tænker over. Det gør det selvfølgelig ikke mindre irriterende, men det er altså helt almindelige frustrationer og tanker.

Du beskriver at det har været svært at få din penis stiv, når du har været sammen med dine flirts, men at det ikke var noget problem med din ekskæreste. Jeg tænker derfor om det kan være fordi at du bedst kan blive tændt, når du er sammen med en pige som du har følelser for? Der er mange der har det på den måde, at de ikke bare kan være sammen med hvem som helst, men skal kunne lide den de er sammen med og måske endda være rigtig trygge ved dem. Jeg tror at du vil opleve at når du en dag bliver smaskforelsket i en pige, så vil du automatisk blive tændt og stiv.

Det kan også være at du nu er kommet til at blive så fokuseret på det, at du tænker på det inden du overhovedet er kommet dertil med en pige og at det derfor sker, fordi du frygter det. Jo mere man tænker over om man kan blive stiv, jo sværere bliver det altså. Nogle gange er det allerbedste at flytte fokus fra det. Det kan være at du skal beslutte dig for at du ikke skal have sex med en pige du ikke har følelser for eller at du skal vente et stykke tid før du har sex med en pige. Ved at udskyde det lidt, bliver du automatisk mere tryg ved pigen og det er derfor måske lidt nemmere at tænde på hende.

I forhold til din piks størrelse, så er den helt gennemsnitlig i størrelsen. Det betyder at du er lige midt imellem hvad andre drenge har og den er derfor en helt almindelig størrelse. Da du endnu er teenager, kan den sagtens vokse endnu mere og faktisk helt indtil du er oppe i 20'erne. Der er mange firmaer der mener at de kan hjælpe til med at få penisser til at vokse, men der er ikke noget videnskabeligt bevis for de her metoder. Mest af alt kan de gøre mere skade end gavn og så er det trods alt bedre at blive god til at bruge den størrelse man har.

Jeg håber du fik svar på dine spørgsmål og får en rigtig god sommer.

Venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program