Hvorfor det?

brevkassespørgsmål

Hvorfor det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 13 år 2 måneder siden

Hej :) Jeg er en pige på 13 år. "Dutten" (hvad hedder den egentlig?) mellem mine kønslæber "stikker ud" mellem læberne. Ingen af mine veninders gør det samme. Hvorfor er min sådan og er jeg den eneste?? :s Hilsen anonym

Svar: 

Hej pige, 13 år

Tak for dit spørgsmål. Det er dejligt du skriver herind!

Jeg er ikke helt sikker på at jeg ved hvilken "dut" du mener. Det kan enten være de indre kønslæber eller klitoris som stikker lidt ud. Det mest sandsynlige er at det er de indre kønslæber, men det kan også sagtens være klitoris. Hvis "dutten" sidder højt oppe, helt oppe hvor dine kønslæber samles, er det nok klitoris. Hvis den sidder længere nede mellem benene er det de indre kønslæber.

Under alle omstændigheder vil jeg fortælle dig at det slet ikke er ualmindeligt at der er noget der titter lidt udenfor de ydre kønslæber. Ligesom alle mennesker har forskellige ansigter, hænder og fødder, så er vores kønsdele også forskellige. Hos nogle bliver det hele indenunder kønslæberne, hos andre stikker noget af det lidt ud - og sådan er det hos rigtig mange piger og kvinder.

Når man kommer i puberteten vokser kønslæberne, også de indre, og hos en del kommer de til at stikke lidt udenfor. Du er 13 år, så måske er dine veninder ikke helt så langt i puberteten endnu, måske gemmer de dem lidt ind under de ydre kønslæber når I skal i bad, eller måske bliver deres bare indenfor.

Du er i hvert fald slet ikke unormal, så glæd du dig over at have en spændende krop som der sker en masse med for tiden.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Ellers må du meget gerne skrive igen.

De bedste hilsener,

Henriette.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program