Hvordan kan jeg snakke med ham om det?

brevkassespørgsmål

Hvordan kan jeg snakke med ham om det?

brevkassespørgsmål af
Abekatten
16 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

mig og min kæreste har haft sex men jeg er begyndt ikke at føle nogen glæde ved det mer jeg elsker ham og tænder på ham og jeg syntes det er vildt dejligt når vi så laver forspil og rør ved hinaden men når så vi skal have sex føler jeg ikke længere at det er sjovt eller hyggeligt og jeg er begyndt på ikke at kunne kommer mer og nogle gange har jeg det som om at jeg flaktisk ikke havde lyst alligevel når vi er færdige og på en måde fortrudt det lidt og tænkte at det ikke skulle havde været sket og jeg ved ikke om jeg har lyst eller ikke for jeg vil gerne når vi rør ved hinaden men når så vi har sex mister jeg lysten fuldstændigt. Hvorfor hsr jeg det sådan

Svar: 

Kære dig

Jeg kan forstå på dit brev at du er begyndt at føle at sex med din kæreste er blevet en dårlig oplevelse, og at du bagefter tænker at det ikke skulle være sket. Det må være ret ubehageligt for dig at have den oplevelse og jeg kan godt forstå at det er noget der fylder meget for dig. Derfor er jeg også glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse.

Du skriver at det er dejligt når I kæler for hinanden inden sex, men at du ikke føler at det er hverken hyggeligt eller sjovt når I skal til selve sexdelen, og at du ofte fortryder det bagefter. Det er vigtigt at du tager den følelse alvorligt, fordi du jo egentlig lidt føler at du gør noget som du i virkeligheden slet ikke har lyst til. Det lyder ikke som om at du vil væk fra din kæreste, eller at du altid synes at det er ubehageligt at være intime, så jeg tænker på om der måske er sket noget en af de gange I har haft sex? Er der noget som har ændret sig fra tidligere? Måske bruger I mindre tid på at kæle for hinanden inden selve sexdelen, eller måske vil have gerne prøve nogle ting som du ikke føler dig tryg ved? Tryghed og tillid er enormt vigtigt når det handler om sex. Der er også mange som vil opleve at de har rigtig svært ved at få orgasmer, hvis de er lidt usikre på sig selv eller den anden. Derfor kan det være en rigtig god ide at snakke med din kæreste om det. Har du prøvet at fortælle ham om hvordan du har det og hvad du oplever? Det er vigtigt at du også har lyst til at have sex, fordi ellers kan det komme til at føles som om at du tvinger dig selv til at gøre noget kun for ham - og sådan skal det ikke være. Sex skal være for jer begge to. Var du jomfru før du mødte din kæreste? De følelser du har, kan måske betyde at det var lidt for tidligt at I begyndte at dyrke sex, og måske skal I prøve at træde et skridt tilbage og kun kæle for hinanden i et stykke tid. Altså uden at det skal ende i sex. Brug noget tid på at undersøge og udforske hinandens kroppe, måske vær orale sammen, og lav noget af det forspil som du rigtig godt kan lide. 

Der kan være mange grunde til at man mister sexlysten, og det er helt normalt at den kommer og går i perioder. Særligt for kvinder kan det variere meget alt efter hvor i vores cyklus vi er (langt eller tæt på menstruationen). Men det lyder som om at det er selve sexdelen og ikke sexlysten som du oplever som ubehageligt lige nu. Du skriver at du stadig tænder på ham og nyder jeres forspil. Sørger I for at du er våd inden I dyrker sex? Hvis du er "tør" kan sex gøre ondt, og så vil det også automatisk gøre det til en mindre god oplevelse. Du skriver ikke om sex gør ondt, så jeg tænker at det nok handler mere om dine tanker og dine følelser (hvis det gør ondt, så kan I f.eks. prøve at bruge glidecreme). Igen, så er det vigtigt at du føler dig tryg ved situationen, og ikke føler dig tvunget til at forspil altid skal ende i sex. Prøv måske at aftale med din kæreste at I tager en periode, hvor I ikke dyrker sex, men "bare" nyder forspillet, at røre ved hinanden og finde andre måder at tilfredsstille hinanden på. Det er nemlig, som sagt, virkelig vigtigt at du tager din oplevelse alvorligt og ikke bare tvinger dig til at dyrke sex. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og ellers er du meget velkommen til at skrive til os igen - eller besøge vores 1-1 chat.

Venlig Hilsen

Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program