Hvad var det?????

brevkassespørgsmål

Hvad var det?????

brevkassespørgsmål af
M
20 år
Oprettet 8 år 3 dage siden

Hej.... 
Er en meget forvirret 20 årig lige nu. 

Jeg havde idag sex med min kæreste som jeg har været samme med i 5 måneder, for første gang i lang tid, da jeg har haft meget svært ved at stole på ham og generelt bare mænd når det handler om sex og forhold. 
Jeg blev misbrugt seksuelt af min far fra jeg var ca 5-7 år og var udsat for voldtægt i 2011. jeg er blevet slået af min far det meste af min barndom og begge mine forældre har haft og har stadig et alkohol misbrug.

Nu til mit egentlige spørgsmål, har min kæreste udnyttet mig?? 

som sagt havde vi idag sex for første gang i nogle uger og ja alt gik som det skulle bortset fra at jeg som altid var ret fraværende i det, da det er svært, men det er helt klart blevet MEGET bedre og jeg nød det mere end jeg før har gjort. Da vi var 'færdige' røg vi en smøg og 5 minutter efter siger han at han skal hjem da der kommer en eller anden af hans veninder forbi for at hente noget hjemme hos ham. 
Jeg siger til ham at jeg er ked af at han bliver nødt til at gå, da han nærmest lige var kommet. 

Der går et par timer også starter han med at skrive en lang besked om hvor meget han elsker mig og elsker vores sex. Efterfølgende ringer han 8 gange og tropper til sidst op på min bopæl for at snakke. Jeg magtede det ikke men får alligevel sagt til ham at det måske ikke var det smarteste at skride lige efter især fordi han ved lidt om og har kunne mærke hvordan jeg har det med sex. 

Ligenu føler jeg mig klam, udnyttet, brugt, frastødende og ulækker... Men jeg ved ikke om det er mig der overreagere??? Jeg er så forvirret og elsker ham jo rigtig højt, men det var bare ligesom om at minderne fra misbrug og voldtægt poppede op i det at han gik, og det gør det ikke bedre at han prøver at købe mig med søde ord og tøj nu, det minder mig bare endnu mere om episoderne med min far. 

What to do?  what to think? 

 

 

 

Svar: 

Kære dig...

Mange tak for dit brev. Jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg nu kan.

Hvor er det dejligt, du har fundet dig en sød kæreste, som du elsker rigtig højt. Jeg kunne forestille mig, det ikke er lige nemt at skulle åbne sig op og være intim i et forhold, når man har oplevet de ting, som du har i din barndom. Det synes jeg, er rigtig flot gjort, at du har fundet dig en kærste og I nu har været sammen i 5 måneder. 
Dertil må jeg også sige, at jeg er rigtig ked af at høre om alle ting, som du har været udsat for. Ingen burde opleve sådan nogle ting i deres liv! Jeg synes, det er rigtig flot, du har skrevet dette brev, og tør at fortælle din historie. 

Du spørg, om din kæreste har udnyttet dig... Og jeg kan godt forstå, du stiller det spørgsmål, når man tænker på de oplevelser, du har haft med forhold, mænd og sex. Minderne og følelserne fra dengang sidder stadig i dig, og det vil tage tid før man kan lægge sådan noget bag sig. Men jeg er glad for at høre, at det på trods af alt dette, er blevet en smule bedre at have sex med din kæreste. Jeg tænker, at det med tiden bliver endnu bedre. Det tager tid at lære hinanden at kende og blive trygge ved hinanden. Især når man bæger rundt på sådan nogle oplevelser, som du har med dig i din bagage.

Du skriver, at din kæreste gik kort tid efter, at I var sammen, men senere på aftenen sendte han nogle lange søde beskeder, ringede til dig flere gange, for så til sidst at komme hjem til dig. Det lyder til, at din kæreste nok har fået dårlig samvittighed over at være gået så hurtigt fra dig bagefter. Han ville nok gerne rette op på sin fejl ved at skrive lange søde beskeder til dig. Men jeg forstår godt, når du skriver, at du får en følelse af, at han prøver  på at "købe" dig med hans søde ord. Nogle gange så er det slet ikke søde ord og nyt tøj, man har brug for. Det er mere forståelse og anerkendelse, nærvær og tryghed, som man har brug for. 

Du skriver, at han kender en lille smule til, hvad der sket i fortiden. Jeg tænker, hvis du har mod på det og du føler dig tryg ved din kæreste, at du kunne fortælle ham lidt mere om, hvorfor du har det svært ved at være intim med ham og i det hele taget det at være i forhold. Jeg ved godt, at det kan virke vildt grænseoverskridende og helt umuligt at gøre, men jeg tænker, det er noget, som vil kunne hjælpe på jeres forhold. Din kæreste vil få en forståelse for, hvorfor du reagerer som du gør, når I er sammen, og han vil vide, at han ikke bare skal gå fra dig med det samme, lige som han gjorde sidst. Ved at dele sådan en oplevelse med din kæreste, vil sikkert også få ham til at føle sig mere tryg ved dig og mere velkommen. Jeg vil selvfølgelig understrege, at det her er kun noget, du skal gøre, hvis du føler, du har mod på det. Det er et stort og meget følsomt emne, at skulle dele med en anden, og det er måske noget, som skal tages i små bider. Husk at lytte til dig selv og mærk efter inden i, hvad der føles rigtigst for dig. 

Jeg ved ikke, om du har eller får professonielt hjælp til at komme igennem de oplevelser, du har haft før i tiden, men jeg tænker, det er noget, som er vigtigt at få sat i tale og få bearbejdet. Hvis du har lyst og mod til at snakke lidt mere, om de ting, som fylder i dit liv, skal du være velkommen til at logge på vores 1-1 chat, som har åben mandag-onsdag fra kl. 14-17 og tirsdag-torsdag fra kl. 18-20. Det er 100% anonymt, og du kan spørge om alt mellem himmel og jord. 

Til allersidst vil jeg sige, at din måde at reagere på og de tanker, du får i sådanne situationer, er helt normale, og det er også helt okay at reagere sådan. Du bæger rundt på mange følelser og minder, som fylder meget og som gør, at du er særlig følsom i bestemte situationer. Og dertil tror jeg, det vil gøre en foreskel, hvis du inddrager din kæreste lidt mere i, hvordan du har det, og hvordan forskellige situationer påvirker dig. 

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget. Held og lykke fremover!

Kærlig hilsen

Anna

AnnaIMs billede
Anna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program