Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
13 årig dreng
13 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Jeg vil have sex med min kæreste men er bange for at spørge

Svar: 

Hej med dig,

Jeg synes ikke, du skal være bange for at fortælle din kæreste, at du gerne vil have sex med hende. Hvis man er kærester og glade for hinanden, så er det vigtigt, at man kan være ærlige over for hinanden og fortælle, hvordan man har det. Det værste der kan ske er, at hun ikke har lyst til at have sex med dig, men det behøver måske slet ikke at være så slemt. Du er 13 år, og hvis din kæreste er nogenlunde samme alder som dig, så er det ikke sikkert, at hun føler sig klar til at have sex. Derfor behøver det slet ikke at have noget med dig at gøre, hvis hun ikke har lyst til at have sex med dig endnu. Det er også en meget ung/tidlig alder at have sex for første gang som 13-årig, så måske I med fordel kan vente ét år eller to? 

Faktisk har vi i Danmark en lov, som fraråder børn og unge at have sex før man er 15 år gammel. Loven er til for at beskytte børn og unge under 15 år mod sex i en for tidlig alder. Når man er under 15 år, kan det være svært at mærke, om man egentlig er klar til at have sex, og derfor kan det også være svært at vide, om man måske fortryder det bagefter, hvis man har sex første gang i en tidlig alder. Dog bliver man ikke straffet, hvis to personer under 15 år har sex, fordi de begge to har lyst til det - så politiet kommer altså ikke efter jer, hvis dig og din kæreste har sex, før I begge to er fyldt 15 år. Når jeg fortæller dig om denne lov, så er bare for at informere dig om, at den findes, og at den netop er lavet for at undgå, at man har sex før man er rigtig klar til det.

Første skridt må være, at du sætter dig ned sammen med din kæreste og fortæller hende dine tanker omkring, at du gerne vil have sex med hende. Der er ikke noget forbudt eller forkert i, at du gerne vil have sex med hende, men omvendt må du også acceptere, hvis din kæreste ikke føler sig klar. Det er meget forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig klar til at have sex. Det kan også være, at hun har det lige som dig - hvem ved? :-)

Det kan dog være lettere sagt end gjort, at snakke om sex. Det kan være mega pinligt og akavet at snakke ansigt-til-ansigt om sex, men det er bare at kaste sig ud i det. Det kan måske hjælpe, hvis du snakker med din kæreste om det en dag, hvor I sover sammen. Så kan du begynde snakken om aftenen, når I lægger jer til at sove, efter lyset er blevet slukket. Det kan nogen gange være lettere at snakke om lidt pinlige emner, når det er mørkt og man ikke har direkte øjenkontakt. Ellers kunne du også begynde snakken en dag, hvor I er ude at gå en tur, eller imens I laver en anden aktivitet sammen.

Hvis din kæreste siger, at hun gerne vil vente med at have sex, så behøver det heller ikke at betyde, at I ikke kan lave andre dejlige ting sammen, hvor I kommer tættere på hinanden. Der er mange muligheder for kropskontakt, hvor man ikke nødvendigvis har sex: I kan nusse og kærtegne hinanden, kysse og måske give hiannden finger eller handjobs. Jeg tænker, det bedste er, hvis dig og din kæreste snakker sammen om, hvad I hver især er klar til at prøve. Som sagt er det meget forskelligt fra person til person, hvordan man har det med sin krop og sex. Hvis du har lyst, så kan du læse mere om det at have forskellige seksuelle grænser: her.

De bedste hilsner,

Simone

 

Simone har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program