Gør ondt at tisse efter sex.
Gør ondt at tisse efter sex.
Hej brevkasse.
Jeg har fået en dejlig kæreste, og vi har været sammen et par måneder nu.
Derfor valgte vi også at have sex sammen, første gang for os begge to.
Den første gang vi gjorde det mærkede jeg ikke noget efterløbende.
Men nu har vi haft det et par gange, og på det seneste har jeg fået ondt når jeg tisser.
Det er en ubehagelig følelse.
Vi bruger kondom hver gang vi er sammen.
Jeg skriver til jer, fordi det ikke lige er noget jeg har lyst til at snakke med mine forældre om.
Min kæreste ved godt det gør ondt, og derfor holder vi en lille pause.
Er det en ide at gå til lægen, eller hvad skal jeg gøre?
Håber i vil svare på mit spørgsmål
Hej!
Hvor er det dejligt at høre, at du har en dejlig kæreste, og at I har det godt sammen.
Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, du stiller og jeg tror, der er mange, der sidder og søger samme svar som dig.
Jeg vil forsøge at svare på bedste vis.
Der kan være forskellige grunde til, at det kan gøre ondt, når man tisser, efter man har haft sex.
Du skriver, at du og din kæreste har været sammen et par måneder og har haft sex sammen et par gange. Da det stadig er nyt for jer begge, kan der godt gå et stykke tid, hvor man er øm, og hvor det gør ondt. Det kan være fordi, at man bruger nogle muskler i underlivet, man ikke er vant til at bruge. For det meste forsvinder det med tiden.
Selvom i bruger kondom hver gang, kan der stadig komme bakterier op i urinrøret og blæren under sex. Det kan føre til blærebetændelse, som kan give smerter, når man tisser. Derfor er det en god ide, at gå ud og tisse efter I har haft sex.
Et andet råd kan være, at I husker hinanden på hygiejne og renhed før og efter sex. Det er vigtigt, at vaske sig godt, så man undgår så mange bakterier som muligt.
Hvis det bliver ved med at gøre ondt, når du tisser efter sex, synes jeg det ville være en god ide, at tage et smut forbi lægen og få det tjekket.
Der behøver ikke at være noget alvorligt, fordi man tager til lægen. Men det er altid godt at være på den sikre side.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Mvh.
Marie