første gang

brevkassespørgsmål

første gang

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus

Håber i kan hjælpe mig. Jeg er stadig jomfru, men har fået mig en dejlig kæreste og NU skal det være. Ved egentlig ikke hvorfor jeg først skal prøve sex nu. Tror bare at jeg altid har været mere ham der alle pigerne gerne ville være bedste venner med. Ikke altid så fedt skulle jeg lige hilse og sige. Nå men. Nu har jeg så endelig fundet en skøn pige der faktisk synes jeg er mere end god at snakke med. Hun siger jeg er lækker:) Og hun er endda selv vildt lækker. Det er ikke fordi hun ikke kan finde en anden kæreste. Hvad sker der lige der :)
Nå, nu kører jeg vist lidt ved siden af igen. Vi har det skønt sammen og alt er bare godt. MEN jeg er vildt bange for den første gang. Hun har haft flere kærester før og masser af sex. Også sådan ret meget forskelligt sex med legetøj og alt muligt. Hvordan skal jeg nogen sinde konkurrere med det? Jeg vil ikke skuffe hende. Hvad skal jeg gøre?
Hun ved godt at jeg er jomfru og hun siger det er helt fint, men det skal hun jo også sige. 

Jeg er så bange for at jeg slet ikke kan få det til at fungere eller at jeg bare kommer på to sekunder. Jeg vil helt vildt gerne og jeg elsker hende men det er på den anden side lige før jeg nogen gange tænker at det var lettere at lade være. 

Hvad fanden gør man når man så vildt meget brænder for at gøre noget man samtidig er nærmest rædselslagen for at gøre?

Jeg ved ikke præcis hvad det er jeg vil have svar på, men et eller andet råd kunne være nice.

Den nervøse nybegynder

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå at du er nervøs, det er de fleste mennesker første gang de skal have sex, så det er helt normalt. Det er noget nyt for dig og derfor kan det også være både spændende, men samtidig angstprovokerende, netop fordi man ikke ved hvordan det vil gå eller hvordan man selv vil reagere.

Du fortæller at din kæreste godt ved at du er jomfru og at hun har det fint med det. Det tænker jeg kan være en god ting for dig, fordi hun så også ved at det er noget nyt for dig og derfor ved hvorfor du er nervøs. De fleste piger kan også tydeligt huske deres egen første gang og derfor tror jeg også at hun vil være meget forstående overfor hvordan du har det og prøve at hjælpe dig bedst muligt, så du får en god oplevelse. Det kan være at du kan snakke med din kæreste om, at du rigtig gerne vil tage næste skridt sammen med hende, men at du er meget nervøs for det. På den måde kan det være, at hun måske kan tage initiativet og være den der styrer dig igennem det. Det lyder til at hun har erfaring med sex og derfor kan det måske være nemmere for hende at tage de første skridt, så alt presset ikke lægger på dig.

Du skriver at du er bange for at komme for tidligt eller ikke kan få det til at fungere og det er noget jeg tror mange drenge er nervøse for. De første gange med sex, kan det være meget normalt at samlejet er korvarigt. Det er helt nye følelser og det kan derfor være svært at kontrollere hvornår man kommer. Det plejer at blive nemmere, når man har haft sex nogle gange og lærer sin egen krop bedre at kende. Der kan også være forskel på hvilke stillinger man bruger under sex, i forhold til hvor hurtigt man kommer. Det er selvfølgeligt meget individuelt hvilke stillinger der fungerer bedst og det er noget I må prøve jer frem med. Noget du kan prøve at gøre, hvis du er bange for at komme for tidligt, er at lave øvelser når du onanerer. Når du er lige ved at komme, kan du stoppe op, få det under kontrol, og så fortsætte igen. På den måde kan du øver dig i at kontrollere din krop og blive bedre til at mærke efter hvornår det er en god ide at holde pause og hvornår du er klar til at gå i gang igen. Nogle gange kan det også hjælpe at tænke på noget du ikke tænder på, for at distrahere dig selv. Men igen, det er ikke unormalt at drenge kommer tidligt de første gange de har sex og det er derfor ikke noget du skal lade dig slå ud af.   

Det er ganske normalt at de første gange med sex kan være lidt akavet og at det ikke altid fungerer helt som man havde forestillet sig. Sådan er det ofte med nye ting og sex kræver øvelse ligesom så meget andet. Men som du sikkert vil erfare, går der ikke mange gange før du højest sandsynligt vil opleve at det er blevet mere naturligt og at du ikke vil være så bange for det mere.

Du fortæller at din kæreste har erfaring på området, og det kan du måske se som en fordel, fordi hun så kan guide dig og sikkert svare på spørgsmål, hvis der er noget du er i tvivl om. På den måde kan I hjælpe hinanden med at få et godt sexliv, opfylde hinandens behov og skabe jeres egne erfaringer.   

Så mit råd til dig er, at springe ud i det og stole på at din kæreste har det helt fint med at du er jomfru og gerne vil have denne gode oplevelse sammen med dig.

Jeg håber at mine svar kan give dig lidt mere mod på at skulle have sex og at din første gang sammen med din kæreste kommer til at gå godt.

God sommer.

Venlig hilsen Ditte LK 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program