Føler mig klam.

brevkassespørgsmål

Føler mig klam.

Som 15 årig havde jeg min første seriøst forhold som var i 20'erne, Jokob.

Vores forhold varede næsten et halv år, og det var meget kompliceret.

Første gang vi begyndte at lære hinanden at kende var han den venligeste og sødeste person, men med tiden begyndte hans "sande jeg" at vise sig, han drak og røg hash og endte med at han blev voldlige og tvang mig til at have samleje med ham. Og det skete rigtig tit.

Vores forhold sluttet ret dramatisk, og efter det begyndte jeg at feste meget og havde mange "one stand nights".

Nu er jeg 17 år, 18 til sommer og jeg fortryder hver enester personer jeg har været sammen med/har haft samleje med (Det vil sige omkring 20 fyre)

Jeg holder mig væk fra fyre nu og jeg føler mig så klam bare ved at tænke på at have været sammen med så mange fyre og det med at jeg bor i en lille by gøre det så meget sværer at glemme, især når jeg skal ud og købe noget.. ender tit med at se én af dem.

Jeg føler mig bare klam.

Jeg kiggede lidt på google omkring det her og alle fyre skriver bare "hoe" om piger som mig.

Jeg skifter lige emne:

Jeg mødte en fyr (M) da jeg også var 15 år (lige efter mig og Jakob gik fra hinanden), han var den modsatte af Jakob, det er der ingen tvivl om!

M og jeg blev rigtig gode venner, selvom jeg aldrig fik fortalt ham om Jakob var han der hele tiden for mig..

Der kan gå måneder uden at vi talte med hinanden men hver gang vi begyndte at være sammen igen var det bare som om vi aldrig mistede kontakten til hinanden.

Sidste år før Jul var vi altid sammen hvis vi begge havde tid til det, og han spurgt tit om jeg vil være kærester med ham og om hvorfor vi stadig ikke er, men jeg var ikke parat til at have en kæreste.

Han drak sjældent, han havde et fastjob, han var intelligent, han var den verden mest omsorgsfulde menneske i verden, men jeg var aldrig parat..

Vi mistede kontakten til hinanden igen i starten af 2015..

Så døde ham pludselig for knap to måneder siden..

Han var den enste der var der for mig, og han vidste det ikke.

Han var der for mig da Jakob var i hans væreste.

Han var der for mig da jeg ikke kunne klare folkeskole mere og gik ud.

Han var der for mig da min far ellers prøvede at have samleje med sit steddatter

Han var der for mig da vores familie ellers "ødelagte"

Han var der for mig hver eneste gang jeg ellers prøvet at begå selvmord.

Osv.

Og jeg fik aldrig sagt noget.

Jeg fik aldrig sagt tak.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver det, men.. idk.

Jeg var bare aldrig parat.

Svar:

Hej du,

Det lyder til, at der er rigtig mange tanker og ubearbejdede tanker i dit hovede. Jeg synes det er rigtig godt, at du skriver herind og søger rådgivning til at få det bedre. Selvom du skriver, at du ikke ved hvorfor du skriver det her, så tænker jeg det kan være en god måde at få lettet sit hjerte og det er måske derfor du har valgt at dele dine tanker her i dit brev.

Sådan som jeg læser dit brev, så er der to vigtige ting at snakke om. Den ene er at du føler dig klam og det andet er at du har mistet en god ven, som betød meget for dig. Det er derfor de to ting jeg vil fokusere på i mit svar.

Det lyder til, at du havde nogle ubehagelige oplevelser i dit første forhold. Nogle gange så bearbejder man svære oplevelser gennem sex. Jeg kan ikke vide om det også er sådan det er for dig, men når du skriver at du har fortrudt hver og en du siden har haft sex med, så lyder det til, at du vælger sex som en måde at få bekræftigelse og måske også en måde at glemme de tanker der er svære? Som sagt ved du meget bedre end mig om det er sådan det er eller ej, men måske kan det give dig en forklaring på hvorfor du har haft sex med nogle du nu har fortrudt. Der er ikke noget i vejen med at have sex med 20 fyre. Men det jeg synes er ærgerligt er, at du har fortrudt det og at du nu føler dig klam. Måske kan det hjælpe dig at du har en forklaring?

Hvis du får brug for at snakke om det, så er du altid velkommen i vores 1-1chat, hvor du kan snakke helt anonymt med vores voksne rådgivere. Du finder chatten her.

I forhold til at du har mistet din ven, så vil jeg starte med at kondolere! Det er svært at miste en person, der betyder meget for en. Jeg kan godt forstå hvis du er chokeret og i sorg. Det tager tid at komme over en man holder af. Det er helt normalt at man er ked af det i lang tid. Men det bliver bedre og det er jeg sikker på at det også bliver for dig. Jeg synes du skal give dig selv lov til at være ked af det.
Jeg fornemmer også, at du føler der er nogle ting du ikke fik fortalt ham. Måske kunne det være en ide at skrive dem ned i et brev til ham. Jeg ved godt at han ikke kan få brevet, men måske kan det hjælpe dig at få det skrevet ned. Måske kan du besøge hans grav og læse brevet for ham?

Jeg ved ikke om du har nogle du føler du kan snakke med det om. Hvis du har så synes jeg du skal mærke efter om du ikke synes det kunne være rart at få snakket med en om det. Det kan være din veninde, dine forældre, anden familie eller en helt fjerde du tænker kunne være god at snakke med. Ellers kan du som sagt altid bruge 1-1chatten her på cyberhus.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

Med venlig hilsen Astrid