Forspil til mand

brevkassespørgsmål

Forspil til mand

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Hej cyberhus 

Jeg skal snart have sex for første gang. Fyren er ældre end mig og har prøvet det før. Jeg tænkte på hvordan man giver manden forspil. Altså udover blowjob og handjob. Skal man kilde ham på kroppen, eller hvordan gør jeg? Jeg har lidt problemer da jeg er blevet opereret så ved ikke om jeg kan få hans Pik i munden. Kan  jeg gøre noget andet med min mund for at gøre ham glad? 

Svar: 

Hej med dig

Hvor lyder det da bare dejligt, at du har fundet en dejlig kæreste, som du skal have din første gang med. Den første gang er jo altid speciel, og noget man altid vil huske. Derfor er det rigtig godt, at du tænker over, hvad du kan gøre ved din kæreste, for at han nyder jeres forspil. Et forspil er godt, inden man skal have sex, da meningen med forspillet er, at du bliver våd, og din kærestes pik stiv, så I bliver klar til at have rigtig sex. Et forspil er noget, man laver sammen.

Tit starter man ud med at kysse og nusse med tøjet på. Når I er klar til at fortsætte, kan du begynde at trække lidt af din kærestes tøj af. Når I så begge er nøgne, kan du prøve at kysse ham forskellige steder på kroppen, for at tænde ham. Prøv at kysse ham på halsen, bide ham blidt i øreflippen, kys ham ned ad maven. Så lad din tunge, læber og hænder gå på opdagelse på hans krop. Et godt tip kan være, at røre alle steder undtagen hans pik til at starte med. Til sidst når du kan mærke, at han ikke kan holde til det mere, kan du så røre ved hans pik. Du behøver bestemt ikke tage den i munden, hvis du ikke har lyst eller fordi du ikke kan på grund af din operation. Imens du tænder din kæreste, kan han så tænde dig, ved at kysse og kæle for dig. I skal simpelthen bare nyde hinandens kroppe.

Til sidst vil jeg bare sige, at forspil og sex ikke kun skal gå ud på at tilfredsstille fyren. Det er ligeså vigtigt, at fyren er rigtig sød mod dig og gør gode ting ved dig. Det allervigtigste er, at du skal føle dig fuldstændig klar til at have sex, før du har sex første gang. Sex er ikke kun noget fysisk man gør, men også noget, der får følelser frem i én. Du er gammel nok til at have sex, men føler du dig også klar? Du skriver, at din kæreste er ældre end dig. Så kom jeg til at tænke på, hvor meget ældre han er? Det kan være en god ide at tænke over, hvor gammel manden er i forhold til dig. Da du skriver, at din kæreste har haft sex før, er det vigtigt, at du ikke føler dig presset til at have sex med ham, bare fordi han har prøvet det før, og fordi han er ældre. Det er vigtigt, at du lytter til din egen krop og sætte dine egne grænser, som han skal respektere. På den måde undgår du, at blive udsat for noget, du ikke har lyst til. Så lyt til din krop og mærk efter i maven om du har lyst til at have sex.

Hvis du beslutter dig for at du er klar til at have sex med din kæreste, så synes jeg at det er vigtigt at I snakker sammen om jeres forventninger, grænser og forskellige lyster. På den måde, kan det blive en rigtig god oplevelse for jer begge, og din første gang, kan blive noget du husker som noget dejligt, fremover.

Jeg ønsker dig held og lykke og håber, at du får en god første gang.
God sommer.
Venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program